Normalt er alle mine antenner ude, og nysgerrigheden hiver mig i alle retninger, så snart jeg er uden for mit hjem. Jeg vil nødig gå glip, af små lækre detaljer. Ny gadekunst, eller arkitektoniske perler, som for tiden skyder op overalt i Århus.

FREDERIKSBJERG BYPARK

Alligevel, er Frederiksbjerg Bypark forblevet en lille overset  skattekiste, med bladenes hvislen, der hvisker historier, om  forbipasserende århusianere, der har for travlt til, at stoppe op – og lytte.

Parken ligger 150 m. fra mit hjem. Årstiderne har afspejlet sig i træernes kroner, og lokket med en palet af farver, jeg har overset.

Skamfuld, og fuld af forundring over min manglende interesse, tog jeg mig for nylig tid til, at besøge denne lille oase. Parken er nemlig ikke ret stor, den er faktisk så lille, at den nemt kunne antages som en forhave til plejeboligerne.

I så fald, vil det være, at forstyrre privatlivets fred, hvis man troppede op med boldspil, picnickurv, og en flaske under armen, i andre folks haver.

Efter mine øjne fornylig opdagede parken, og jeg gik helt ind, var jeg ikke et øjeblik i tvivl: det ER en park. Hvad den hedder måtte jeg Google mig til, da jeg kom hjem til internettet.

Frederiksbjerg Bypark, er nu også printet ind på mit indre kort, og den vil forblive dér, under labelet: trænger-til-en-hurtig-tur-i-parken, da den som sagt ligger tæt på mit hjem. Fedt, så er dét min oase, når jeg kun lige orker en hurtig mundfuld luft — Altså det med, at ORKE en mundfuld luft, handler jo om min stadige, eller måske rettere stædige hjernerystelse, der klæber sig til mig, som var den en flue på en lort.

Da min mand og jeg gik rundt i parken, gik det op for os, hvorfor vi alle disse år har fejltolket parken, som værende en forhave.

Frederiksbjerg Bypark er nok ikke meget ældre end 15-20 år, dvs. da vi var nytilflyttere på Frederiksbjerg, stod parken med små forkølede pinde, der strakte sig så højt de magtede. De forsøgte at ligne rigtige træer.

I vores øjne kunne de anstrenge sig lige så tosset de ville, de havde ingen succes. De tynde pinde, var ynkelige, de lignede alt andet end en park.

I min verden skal træer byde på kringlede grene, der viser hvilken vej de vil gå, hvorhen lyset har ført dem. Dybe furer eller tegninger i barken, der viser standhaftigheden, og bekymringerne, efter de værste stormvejr. Rystelserne i tordenvejret, er trukket op ved rode. Træer skal nuancere sig, i farve og toner, der afspejler himmelen. Spejlingen fortæller om regn er på vej, eller om det er is og slikke solskinsvejr. Skygger skal kastes, som et net over jorden, der holder solen væk fra sarte øjne, og det svidende græs.

Intet af dette har jeg tidligere set ved parken — I dag er træerne store, og skyder ranke og stolte 10-15 m. i vejret, de indbyder både til historier, tanker — og en mundfuld luft. Kommer du forbi, må du trække en mundfuld fra mig.