Underligt jeg blogger med PCS/ hjernerystelse . . Sidder du muligvis og tænker.
Ja, på en måde er det mærkeligt. Umiddelbart vil man tænke, jeg burde hvile. Ligge i sengen og slappe af. Så må det hoved da snart blive rask.
Sådan fungerer det vare ikke helt. En hjerne, som er ramt af PCS. Den skal aktiveres hver dag.
Man skal finde en balance i sit liv. Dvs. en blanding af, hvile og aktivering. Så snart man føler sig overbelastet, af det man laver, bør man stoppe.
Balancen er drøn svært. Ofte når man netop er kommet i gang, fordyber man sig. Bliver optaget, og glemmer tid og sted.

I min verden. Både i min almindelige, men også i min sygdomsverden, hedder det sig også; gør MINDST 1 ting dagligt, som gør dig glad.

At skabe glæde for sig selv, giver en masse godt for hjernen. At skabe, uanset om det er en fortælling, eller kunst, er en del at mit daglige virke, så når jeg skriver hér, og kreerer en lille tegning, springer dopamin rundt i hovedet på mig. Hjernen elsker dopamin. Vi mennesker elsker dopamin.
Dopamin er et signalstof i hjernen, der virker som neurotransmitter i centralnervesystemet. 
En neurotransmitter, er et signalstof, kemiske stoffer, som overfører signaler fra dybtliggende centre i hjernen til andre dele af hjernen.
Helt enkelt, muliggør de kommunikation mellem hjerneceller (neuroner).
Dopamin regulerer lystfølelse, eufori. Dopamin bruges af hjernens belønningssystem. Når vi har gjort noget, vi er glade for, stolte af eller har spist et dejligt måltid, er det dopamin, som sætter ind.
Det samme sker, når man tager narkotika, som fx kokain. Man oplever en intens lykkefølelse, hvilket skyldes, at kokain frigiver en mase dopamin i bestemte hjerneområder.

Det er længe siden jeg har skrevet, et ordentligt indlæg her på bloggen. Dette er ikke en fejl, men et udtryk for, at jeg ingen energi har haft.
Når man har en langvarig sygdom, gælder det om, at bruge sine ressourcer korrekt.

Det seneste års tid, har der kørt forskellige illustrationer og historier på de sociale medier, hvordan man forklarer postcommotio syndrom (PCS) bedst.

Genopvarmet bræk

Postcommotio syndrom, er ækel. Nøjagtigt som genopvarmet bræk er. Det klammeste du kan forestille dig. Det klæber og stinker . . efter et pænt stykke tid, er du overbevist om, at du aldrig kan “vaske den stank” af dig.

Kender du det, at komme til at sluge lidt bræk? Jeg gør.
Lige hér forleden dag, kom jeg til at sluge lidt af det bræk, jeg lige havde kastet op, og ikke nået at spytte ud, inden jeg blev nødt til, at hive efter vejret. Ligesom den lunkne genopvarmede bræk i munden giver dig lyst til at kaste endnu mere op. Præcist sådan opfører langvarig hjernerystelse sig: den ene dårlige bivirkning griber fat i den næste, der hager sig, med næb og klør, fast i den næste . . Det er slidsomt.

Har du PCS?
Hvis ikke, et stort og varmt tillykke med det. Har du aldrig prøvet, at have PCS, har du ikke en ærlig chance for, at vide hvad jeg taler om.

Genopvarmet bræk er et ulækkert og et mareridt. PCS er ganske enkelt, et mareridt.

Fornyelig hørte jeg et, lidt ældre interview med den tidligere håndboldmålmand Sune Agerschou, der måtte stoppe sin karriere, da han fik langvarig hjernerystelse. Her udtaler han bl.a., at han ville have foretrukket, at få det ene ben skåret af ved hoften, fremfor PCS.

[Pyh . .]