Finurlige oplevelser opstår, engang imellem, hvis man lytter med det døve øre, eller lingvistikken ikke lige falder i hak. Følgende fortælling, er en fjollet historie, og ja, det var en finurlig oplevelse.

Foran hotellet reflekteres den gigantiske marmor skulptur i gadelygterne. Det forestiller sandsynligvis nogle fiskere i havsnød. Bølgerne er store, i forhold til den lille båd, og de udhuggede mennesker, lyser af ængstelse.

Udsigten er ikke værst, fra det stilige værelse med de smukke pyntelister, og den romantiske stuk i loftet. De tunge, og mørke mahogni møbler, er solidt placeret ovenpå det tykke karrygule tæppe, som matcher gardiner, og det smukke brocadetapet.

— Do you speak English? Spørger jeg i telefonrøret.
— Yes some, bliver der svaret fra receptionen.
— Can you help me please. I need an English speaking doctor coming to the hotel.
— Ok . . do you need housekeeping?
— . . No thank you.
— No? . . No new towels?
— No. Thanks. Just a doctor . .
— Ok. I’ll phone you back.
— Thanks.
Jeg børster tænder, tænker jeg lige vil friskes lidt op, inden lægen kommer.
To minutter efter, ringer det på vores dør. Hotellet, som tydeligvis er af en vis standard, er til vores store forbavselse udstyret med en ringeklokke. På den måde behøver man ikke besvære sig med, at banke på.
Hold op det er hurtig service, når jeg at tænke. Har de mon en læge i huset? (Af en eller anden besynderlig grund, når jeg at forestille mig en læge, stående i et skab, man lige trækker op i ryggen til, når der er brug for ham..)
Min mand åbner døren. Udenfor står der, hvad der ligner hotellets altmuligmand.
— Værsgo’, siger han på italiensk, smiler bredt og rækker en adapter frem . .
— Den har vi ikke brug for, siger Dieter, og kigger forvirret.
Altmuligmanden går uden et ord, nu lettere slukøret.
Da døren er lukket, vrider jeg mig af grin. For pokker det er sjovt. A doctor — an adapter.. an English speaking.. adapter?!
Igen ringer jeg ned i receptionen. Det er ikke en adapter jeg mangler, men jeg har brug for at tale med en læge, forklarer jeg langsomt og tydeligt.
— Jamen du ville jo ikke have den. Vil du så ikke have rene håndklæder?
— Nej tak, blot en læge. Jeg prøvede på italiensk. Un dottore, un médico!?
— Er du sikker på, du ikke vil have håndklæder?
— Helt sikker!
Jeg nævner igen EN LÆGE, un dottore.
— Ah, un dottore!
— SI!!
— Ok, så ingen adapter?
— Nej tak, blot lægen.
— Jeg ringer tilbage.
Tre gange ringer de tilbage fra receptionen, forsikrer mig om, at de undersøger sagen.
— Indenfor en time vil der komme en læge.
— Fint, tak for hjælpen.

Indenfor en time, dukker Dottora Carlina  – Onkologisk kirurg – homotoksisk specialist,- og diætist op..
Øj, hun bliver dyr, tænker jeg.
Carlina er en smuk, middelaldrende, og bestemt dame. Engelsk taler hun stort set ikke, men hendes bryn hæves, og hun lyser op, da jeg spørger om hun taler spansk?
Det spanske klarer hun så heller ikke helt godt, men med fagter og en masse ord på spansk og italiensk, lykkes missionen.

Prisen matchede Dott. Carlinas mange titler, hendes rykken ud inden for en time, det matchende tweed-sæt, i dybblå, med en mørk vissengrøn stribe, og en ikke helt diskret pelskrave. Ansigtet sirligt sminket, slankt, rammet ind af de guldindfattede briller. De fine rynker i det bestemte, men pudderbløde og venlige ansigt, den grå stribe, som flugter hendes skilning, i det ellers mørke hår, viser Carlina er på vej mod en ny æra i hendes liv.

Alt er fint. Jeg fik den hjælp jeg behøvede, og er en oplevelse rigere . .