PCS — mine bedste tips – Livets rejser

Siden 2014 har jeg bøvlet med den vanvittige sygdom, Postcommotionelt Syndrom [PCS], sagt på dansk; langvarig hjernerystelse.
Derudover havde jeg hovedpine og kvalme det meste af et år, nogle år forinden, efter et fald, hvor jeg tog fra med hovedet . .
PCS er ikke en rejse øverst på ønskesedlen. Sygdommen giver dagligt hovedpine, udmattelse på karklud stadie, hylende tinnitus, svimmelhed, og meget andet.

Af hensyn til mine eventuelle med- PCS læsere, har jeg forsøgt at gøre denne artikel kort, da jeg ved læsning + skærm kan være hårdt.
Det er desværre ikke lykkedes.
Artiklen er rigtig lang, da jeg synes det er vigtigt at få det hele med. Beklager..

I hele artiklen omtaler jeg langvarig hjernerystelse/ postcommotio syndrom som PCS.
Jeg deler op i afsnit og har lavet en mini-indholdsfortegnelse, og er det alligevel for langt, må du læse det i bidder, eller få en sød kæreste eller anden til at læse højt.
⌈Få evt. tekst læst op, ved at Google »Adgang for alle« i — sidder du ved en mac kan den også indstilles til, at læse op⌉.

I teksten er der en del links, til yderligere info om de linkede ord. De kan være en god idé at gå videre til, men det er ikke en nødvendighed for at læse min tekst.

Inden du læser følgende skriv, skal du være opmærksom på, at der er forskel på vores hjerner. Ikke to hjerner er ens, hvilket betyder sygeforløbene er forskellige, trods ens symptomer.
Folk med PCS har altså ikke samme skade, og derfor, er det ikke altid det samme, som skal til for at blive rask.
Desuden vil du muligvis opleve et forskelligt syn på PCS, afhængig af, hvilken behandler du spørger.

Flg. skriv er en blanding af bunker af info jeg har læst mig til, videoer jeg har set, samt egne erfaringer naturligvis, siden min tre hjernerystelser i 2014, som udvikler sig til postcommotio syndrom (PCS).
Alt er noget som har hjulpet mig, og forhåbentlig kan hjælpe eller guide dig til et bedre forløb, men der er ingen garantier, og som skrevet er alle vores hjerner og PCS forskellige.

Har du PCS, er mit bedste lyn-tip: – Udfordr dig så meget som muligt, uden at overbelaste dig — det er en svær balance, men arbejd med det.

Og, til dig med “ny” hjernerystelse, pas på den ikke “sætter sig fast” til PCS. Lyt hvis dit hoved/ dine symptomer siger fra, og stop med belastende aktiviter med det samme.

INDHOLD:

En skadet hjerne
Den overbelastede hjerne
Struktur på hverdagen
Min, og min mands redningsplanke
Kommunikation
YOYO – liv
Støj
Mad og vitaminer
Daith piercing
Vagusnerven
Tal, og tænk pænt om hjernen
Her og nu, og så er der jo fremtiden

1. En skadet hjerne

De milliarder af celler i vores hjerner, er nok til at gøre mig rundtosset og tænke, hvad kan jeg ene kvinde stille op med alle dem — men når man nu siger at hjernen er plastisk, giver dét mig et kæmpe håb om, at jeg nok skal kæmpe mig ud af denne vidunderlige, men rystede hjernes bivirkninger. ⌈Det er vigtigt man taler pænt om, og til sin hjerne, så man ikke hidser de små stresshormoner op⌉.
»Neuroplasticitet« er præcis dét man skal fokusere på efter en skade på hjernen. Neuroplasticitet er forandringer i hjernen, eller evnen til at udvikle sig. Det sker på baggrund af et væld af faktorer såsom hormoner, kost, og motion.

Hjerneceller laver uafbrudt forbindelse til andre nerveceller og hjernen reagerer på skader, eller fejl i hjernen, og kan til en hvis grad reparere sig selv. Hjernen vil dog gerne have hjælp til reparationen.

Derfor forsøger jeg på mange forskellige plan, at give min hjerne de bedste odds.
Jeg udfordrer den til, at skabe nye forbindelser til celler og neuroner — sagt på alm. dansk; hjernen skal enten lære noget helt eller delvist forfra, og vænne sig til livet igen.

Hvile, stimulans og holde stresshormonerne så langt væk som muligt, er mine tre nøgleord til at få det bedre.

2. Den overbelastede hjerne

Har man langvarig hjernerystelse eller PCS/ Post Commotionelt Syndrom, bliver hjernen hurtigt overbelastet. Man bliver udmattet og træt.
Hvor meget afhænger ofte af, hvor man er i sit forløb. Sådan har jeg haft det.
I begyndelsen af mit forløb følte jeg mig næsten autistisk. Især når jeg forsøgte mig med en tur udenfor. Ud i verdenen, hvor der var virkeligt mange lyde, mennesker, bevægelser, dufte, lys, og meget andet at forholde sig til. Jeg blev bombarderet af det hele. Det hele føltes meget voldsomt, ubehageligt, og fysisk meget tæt på.
I dag ved jeg, at min hjerne var overstimuleret/ Thalamus påvirket – Thalamus er en slags gatekeeper for alle sanseindtryk. ⌈Min hjerne, eller nervesystemet bliver stadig overstimuleret – blot ikke så ofte eller så voldsomt⌉.
Mange af de filtre vi har i hjernen, eller sanseintegrationen er påvirket.
Med sansestimulering hjælper man hjernen med at sortere, forstå og bearbejde omverdenen, input normaliseres.
Egen erfaring, og snak med andre ramte siger mig, det er meget individuelt, hvor meget man kan træne/ stimulere sin hjerne ad gangen. Jeg forsøger at stimulere hjernen lidt ad gangen, ⌈men hver dag⌉, og samtidig prøver jeg, at fjerne fokus fra PCS, hvis mit system er overbelastet.
Jeg mærker det tydeligt, hvis jeg fokuserer for meget på sygdom, fordrer jeg mine stresshormoner og jeg får det endnu dårligere.
⌈Hvis det er her og nu jeg har brug for at fjerne fokus, synger eller nynner jeg en lille melodi – når du nynner, laver du også vibrationer til din Vagusnerve – se afsnit længere nede⌉.
Hyler min tinnitus voldsomt, er jeg for overstimuleret, og har jeg mulighed for det går jeg en tur. Gerne en længere tur, da jeg tænker min krop har brug for mere stimuli nu, end jeg havde i starten.

Northern Brain Injury Association har lavet en meget fin video om overbelastede hjerner efter et traume.
Skal du udvælge et link i denne artikel, vælg dette. (Videoen er ca 9:40 minutter lang).
Det er en rigtig god video, hvis man har svært ved at sætte ord på, hvordan man præcist har det — videoen giver desuden en rigtig fin forklaring på, hvad en skadet hjerne er, og hvordan det føles, og hvad man kan gøre for at få det bedre. Bid mærke i de 6 R’er.

Flg. skriv er mine bud på et bedre liv med langvarig hjernerystelse — jeg håber de kan hjælpe dig:

3. Struktur på hverdagen

Hver eneste morgen jeg vågner, har jeg det elendigt. Uden undtagelse — Hver dag, men den bliver hurtigere bedre nu.
Min dag afhænger i høj grad af, hvordan min søvn har været natten forinden.
Til forskel fra for ca. et år siden ( i 2016), kan jeg nu sige ja til aktiviteter, næsten hver dag. Jeg aflyser stadig aftaler ofte, da min søvn er utrolig uregelmæssig. Jeg har stadig ikke knækket koden, til en god nats søvn. Jeg tænker mit nervesystem stadig er så overaktivt, at min hjerne har svært ved, at koble fra når den skal sove.
Det sidste halve år, er jeg dog kommet så meget videre i mit forløb, og føler større forandringer, af den positive slags.
Min fornemmelse af, hvor meget og hvor lidt mit hoved kan klare, er blevet bedre, og præcis dét gør, at jeg lettere kan navigere gennem en dag.

Så vidt muligt strukturer jeg min dag med pauser, og undgår overstimulering — jeg siger så vidt muligt, da det er noget af det sværeste. Ting der er gode den ene dag, er det ikke nødvendigvis den næste. Men jeg lærer stadig at tolke, og synes faktisk jeg bliver bedre og bedre.

Jeg tager mange små pauser i løbet af dagen, og gerne 5-15 min. efter hver aktivitet. Ofte lukker jeg lige øjnene og tager et time-in. ⌈Et minut eller to for mig selv⌉.

Faste punkter i min hverdag — alt efter hvordan jeg har det:

Min første prioritet: Jeg laver ting der gør mig glad. Små som store, bare det gør mig glad.
Min glæde er det, som holder mig kørende og holder stresshormoner på afstand.
Det kan være alt fra at fjolle, tegne, synge, skrive, se tv ⌈som også hjælper mig til at slappe af⌉, høre musik eller lydbog, eller større ting som at gå i biografen, være sammen med venner, ⌈se afsnit KOMMUNIKATION længere nede, om det at kommunikere⌉.
Når jeg laver ting jeg holder af, fordyber jeg mig ofte mere, og jeg fjerner dermed fokus fra sygdom, hvilket er sundt for CNS, centralnervesystemet.
Går tur — og helst en længere, da det giver mig mest mentalt. Min tinnitus er ofte minimeret til det mindste, eller helt væk hvis jeg har været ude. Allerbedst er det, hvis jeg også har været lidt social. Sommetider er det nok at snakke med kassedamen i supermarkedet, andre gange er det på café med min mand eller venner. Det hører også med til det at stimulere sanserne.
Jeg mediterer
Det er ikke altid let at meditere, da det indimellem kan virke som overstimulering, da hjernen bliver stresset af tanken om, »nu skal jeg slappe af«, og så kører tankerne og evt. bekymringerne rundt i hovedet. Evt. laver jeg et time-in et par minutter. Det kan være nok.
Da det som sagt kan være svært, at slappe helt af, og trække vejret dybt, laver jeg ofte fokusering øvelser i stedet. De gør det en hel del lettere at få hjernen i ro. ⌈Dem laver jeg også indimellem, hvis jeg er ude offentligt, og jeg kan mærke mit system drejer i den forkerte retning⌉.
Hvis jeg ikke decideret mediterer, altså hvis min hjerne ikke kan kapere det, sidder eller ligger jeg og hviler mig 15-45 min, én eller flere gange efter behov, og lader tanker være tanker.
Jeg motionerer ca. 30 min. hver dag. Med pilates elastikker, gymnastik, knæøvelser, samt begrænset yoga.
⌈Der er fine øvelser for hjerneskades ramte, at finde på denne side — også for vestibulærsansen⌉.

I dag ved jeg, at jeg skal arbejde hårdt, [hver dag!⌉, hvis mit hoved skal blive bedre.

4. Min, og min mands redningsplanke

For nogle år tilbage, var jeg udsat for et voldsomt hjemmerøveri i Zimbabwe. Jeg udviklede PTSD og var meget påvirket i flere år efter. I den forbindelse ansatte jeg en mentor, som hjalp mig igennem den svære periode.
Allerede dengang vidste jeg, hvor stor en hjælp min mentor betød for mig, men også min mand i hverdagen. Jeg kunne læsse mine mentale bekymringer af på hende, og ikke kun på min mand. I en hård hverdag, er det ofte de nærmeste, det går hårdest udover, og min mentor løftede en kæmpe byrde. Desuden har hun hjulpet mig med strukturering, både i hverdagen, men også på den lange bane.
Da jeg i 2014 får postcommotio syndrom (PCS), har jeg igen et kæmpe behov for en hjælpende hånd til, at navigere igennem en tung sygdomsperiode.
Ved et svært og langt sygdomsforløb, undgår man ikke stress. En psykolog eller en sparringspartner, kan derfor være guld værd.
Min mentor har, ved at have været der for mig så ofte som hun har, hjulpet os begge gennem mit sygdomsforløb, og har været en uvurderlig hjælp.

Problemet med en mentor, eller psykolog er økonomi. En psykolog kan du muligvis få en henvisning til gennem din læge. (Der vil stadig være tale om en delvis egenbetaling).
En mentor er penge ud af egen lomme.
Ofte hænger PCS og dårlig økonomi sammen, da man af åbenlyse grunde, ikke er i stand til at arbejde som tidligere.
Alligevel vil jeg virkelig anbefale at finde hjælp. Muligheden kunne også være en ven/ veninde, som har overskud og tid til, at hjælpe med en strukturering af dagligdagen. Og evt. have nogle samtaler, hvor man har en sparringspartner.

5. Kommunikation

Kommunikation og socialt samvær med andre var noget at det sværeste for mig at komme i gang med.
Kommunikation kræver:

1⌉ du lytter

2⌉ du har øjenkontakt [oftest]

3⌉ du reflekterer over samtale, dvs. både hvad der er blevet sagt, men også

4⌉ hvad du selv svarer.

Disse 4 ting kræver at hjernen multitasker, og multitasking er særlig hårdt for en, især nylig hjernerystelse. En belastet og overstimuleret hjerne, der prøver at hele efter hjernerystelse.
Det tog mig et par år at lære at kommunikere og slappe af i andres selskab. For mig handlede det om, at øve i det helt små i begyndelsen.
10 min. snak, var hvad jeg magtede i starten. Det har jeg så trappet op stille og roligt. ⌈Og jeg lærte at undgå et YOYO-liv, som jeg kalder det. Se længere nede i teksten, hvad jeg mener med et YOYO-liv⌉.

6. YOYO-Liv

Der går ikke lang tid efter mine tre hjernerystelser, før jeg finder ud af, hvordan jeg ikke skulle, eller rettere kunne leve længere.
At presse sig selv én dag, for så at tage følgerne og restituere de følgende dage, passer på ingen måde til mit rystede hoved.

Nærmere forklaret. Yoyo-livet, hvor man svinger op og ned i én uendelighed, prøver jeg så vidt muligt at undgå.

Til et socialt arrangement, stopper jeg inden jeg bliver for træt. Dvs. for et år siden vidste jeg at jeg ca. holdte til to timers socialt samværd. Så uanset, smed jeg gæster ud, eller gik hjem efter et par timer.
I dag har jeg trænet mig op til, at jeg kan klare 5-7 timers socialt samværd. ⌈Det afhænger af mange ting, hvor meget jeg kan holde til. Min søvn natten forinden, smerter, mentalt overskud/ humør, hvilke mennesker man er sammen med, og hvor mange⌉.

Det første år kunne jeg kun være sammen med få ad gangen, og sjældent.
Sås vi hjemme ved mig, og var der flere end 2, aftalte jeg, de ikke måtte snakke i munden på hinanden, og ej heller grine for højt.
Umiddelbart føltes det dengang lidt krævende at stille disse krav, men mine venner syntes det var rart at få nogle rammer, hvor det gjorde det lettest for mig, og de dermed med god god samvittighed kunne se mig, og jeg dem.

Det tog mig ca. tre år, at træne mig op til, hvor jeg er i dag. Og det er rigtig lang tid — men sammenligner jeg mig selv med, hvor jeg var for et år siden, er jeg jo kommet rigtig langt.
I dag kan jeg holde til store menneskemængder, samt larm i flere timer ad gangen.

I begyndelsen er det svært, at styre/ forstå, præcis hvornår man har overtrådt sine grænser.
Med tid, og erfaring lærer man sine advarselslamper at kende.

7. Støj

For lang tid siden hørte jeg en neuropsykolog (Lisbeth Juul Hansen, som også samarbejder med Hjernerystelsesforeningen) udtale, at man må vænne sin hjerne til livet igen, når man har fået PCS.
En hjernerystelse er et trauma.
Hjernen skal hele fra det chock, slag eller rystelse den har fået.
Rent faktisk har jeg også fået det fortalt af en neurolog til en konsultation. Han var blot ikke særlig pædagogisk anlagt, og da han sagde det til mig, havde jeg det på daværende tidspunkt så skidt, at jeg tog det som en fornærmelse.
Jeg troede ikke på, han erkendte hvor skidt jeg havde det, og i mine ører, lød det som om han sagde, Kirsten tag dig dog sammen..
Jeg blev voldsom vred, da jeg i forvejen var bundulykkelig over, jeg ingen ende kunne se på mine pinsler — I dag forstår jeg hans ord.

Én af bivirkningerne efter PCS, er en utrolig sensitivitet over for lyde. Fra små bitte bitte hvislen, til voldsomme og store lyde, kan være sønderrivende i et hjerneskadet hoved, og derfor er det svært at foretage sig noget som helst i livet. Livet er nemlig fuld af larm.

Dette blev jeg sidste år, altså i 2016 vanvittig træt af. Min manglende tilstedeværelse i livet, var kedeligt, ensomt, og næsten ikke til at holde ud. Jeg havde ofte tudeture.

Derfor måtte jeg arbejde på, at min hjerne kunne lære at leve med larm igen.

Flg. har hjulpet 90 % af mine støjgener.

Hver dag , ⌈i videst mulig omfang⌉ i 4-5 måneder, er jeg gået hen til en tung trafikeret bro i nærheden af min bopæl. Stående på broen, står man i et inferno af larm ⌈for et hjernerystet hoved⌉, vind, og rystelser når de ⌈mange!⌉, og tunge busser og lastbiler kører henover den.

På dag 1 startede jeg med 1-2 minutter, og øgede hver eller hver anden dag tiden, alt afhængig af hvordan jeg havde det.

Hjernen vil have ro, det er det rareste, og hovedpinen, svimmelheden, og alle de andre bivirkninger vil give hjernen ret. Hjertet og fornuften vil bede dig gå hjem, tage en tur i skoven, på stranden eller et andet roligt sted.

Nu gælder det så om, at fjerne fokus fra støjen. Man bliver utrolig påvirket både fysisk og psykisk. Stresshormonerne farer rundt, og de er virkeligt svære at styre.
Min mand og mit kamera hjalp mig de første mange uger med at holde fokus på noget andet end smerter og alle de andre gener.
Med kameraet tog jeg uendeligt mange billeder. Fandt nye motiver, nye vinkler, nyt lysforhold osv.
Mens hjernen blot var i larmen, og vænnede sig til det. Vænnede sig til verdenen, var jeg travlt optaget af hvilke billeder jeg fik med hjem den dag.
Hér er det vigtigt at holde fast i kameraet, eller anden distraktion du medbringer, og ikke give op. Lige så stille, måske efter flere forsøg, lærte jeg, at fokusere på det at fotografere, og fokus var væk fra støj og ubehag.

Evt. kan man også synge. Det har jeg også brugt. Ikke fordi jeg tænker andre bør nyde mit knap så store sangtalent, men fordi din stemme har du lige ved hånden, den kan fjerne fokus, og sang frigiver dopamin/ lykkehormoner, hvilket din hjerne elsker.

Tiden er det afgørende. Jeg var ved at give op efter 2-3 måneder, men er i dag glad for jeg holdte ved. På et tidspunkt vender det, og jeg mærkede en forandring. Jeg fortsatte endnu 1-2 måneder herefter, og jeg skal stadig sørge for, at der ikke går flere dage, uden larm.

I dag kan jeg høre høj musik, gå på en hvilken som helst café [også siddende ved siden af espressomaskinen], restaurant, eller andet offentligt sted, uden mit hoved bliver generet af larmen.

De første to år, brugte jeg Bose [støjreducerende headset] så snart opvasken skulle tages, hvis jeg var et sted med mange mennesker, eller jeg skulle køre i bil. I dag bruger jeg stort set kun Bose, når jeg kører i bil i mere end et par timer ad gangen, og det gør jeg for ligesom at være på den sikre side. Der er utroligt mange input når man kører bil, så min logik siger mig, det er hér jeg skal passe mest på, da mange input kan give mange signaler. Er der mange, kan de være svære at aflæse.

8. Mad og vitaminer

Jeg tænker kosten spiller en utrolig vigtig rolle for hele vores krop, og naturligvis også heling af vores hjerner. I mere end tyve år har jeg spist økologisk, for at undgå rester af kemi og gift.
Efter en hjernerystelse skal hjernen i gang med at hele, og uden gift klarer den det bedst. Jeg tænker det er logik, at maden skal være sund, antiinflammatorisk, og varierende.

Jeg undgår så vidt muligt:
– sukker – alkohol – forarbejdet mad – og ikke ⌈for meget!⌉ kaffe.
Jeg spiser gerne:
– fisk – årstidens grøntsager – årstidens frugt – avocado – ingefær – blåbær – ⌈lillafarvede frugt og grønt, har jeg læst mig til, skulle være ekstra godt for en hjerne, der skal genopbygges⌉ – nødder og frø – og alt i fuldkorn.

Som vitamin og kosttilskud tager jeg: Fiskeolie, B-stress, Gurkemeje, Multivitamin, Magnesium, C-vitamin, og Zink.
(Nogle anbefaler gingo biloba, jeg er blevet oplyst, det kan være skidt, da det forhindrer optagelse af Vitamin A).
Derudover tager jeg indimellem Silica og Probiotic, som kan afhjælpe eventuelle tarmproblemer.
Desuden bruger jeg homøopatiske dråber Coffearon, ⌈som er min seneste og bedste opdagelse mod stress⌉, og Rebalance.

Jeg anbefaler du taler med en læge, eller anden behandler du har tillid til, om hvad er bedst for dig. Mine erfaringer gælder for mig og mit hoved og krop.

Charlotte Lillegaard Petersen har skrevet en vidunderlig bog om kostens betydning efter en hjernerystelse. Har du brug for inspiration til en omlægning af din kost, eller bare nogle skønne opskrifter, vil jeg anbefale dig at kigge ind hos Charlotte.

9. Daith piercing

I maj 2017 fik jeg en daith piercing i venstre øre.
En daith piercing er et akupunkturpunkt i øret, man piercer med en stav, i første omgang.
Det er vigtigt man finder en piercer, der er uddannet indenfor daith piercing. Min piercer Michael, er uddannet i London.

Inden jeg fik piercingen, skulle jeg udfylde et spørgeskema, hvor jeg bl.a. blev spurgt om jeg spiste ingefær og fiskeolie, da begge er blodfortyndende. Jeg kunne svare ja til begge, og det var Michael piercer glad for han vidste på forhånd, da mit blod flød ret så voldsomt.

Efter hvad jeg havde læst mig frem til, skulle det ikke gøre sønderlig ondt, at få denne piercing. På mig gjorde det rigtig ondt.
Piercer Michael fortalte selv, mit blod flød tyndt, og vanskeliggjorde en hurtig og smertefri proces.
Efter 15-30 sek. er det ovre, og de første 15-20 minutter dunker det i øret.
Pludselig mærker jeg en lettelse i mit hoved, jeg ikke havde følt i tre år. Mit smil var fra øre til øre, og mine eventuelle tvivl forsvandt.

Overordnet set har piercingen taget ca. 75 % af mine voldsomme hovedpiner, jag, og migræne.
Jeg har stadig hovedpine, men ikke på et plan hvor jeg tænker migrænehovedpine — Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor meget den har hjulpet, og har ikke fortrudt piercingen ét eneste sekund.

Hvorvidt det er en god idé, at fiksere et akupunkturpunkt, har jeg været i tvivl om, men efter et halvt år med en kæmpe forbedring, er jeg ikke i tvivl om, det var det rigtige for mig.

Jeg har senere talt med en akupunktør om daith piercing. Han er hverken for, eller imod piercingen. Han kender mange gode eksempler på den virker, men sagde han, man skal have for øje, at med sådan en piercing, forsvinder dette akupunkturpunkt for evigt. Dvs man kan ikke tage piercingen ud, og tro punktet vokser sammen igen. Huden vokser sammen, men brusken, og dermed aku-punktet gør ikke.)

Det er vigtigt du efterfølgende holder piercingenehullet rent og bevæger staven, hver dag i nogle måneder. Uden brug af vatpinde, da de små bomuldsfibre let kan sætte sig fast i hullet, og betændelse. Jeg fik af min piercer udleveret mandelolie, der er mildt antiseptisk, og en pipette til at dryppe det med. Jeg brugte også lidt brintoverilte, da jeg fik lidt betændelse.
I dag vasker jeg blot piercingen godt, når jeg alligevel er i bad, og tjekker den grundigere ca. en gang om ugen, for puds og skidt.

Desuden fik jeg fortalt, at den “væg i øret”, hvor daith punktet sidder, der hvor piercingen skal være, ville være hævet i flere måneder. Det vil være forskelligt fra person til person, hvor længe.
Hævelsen skal man være glad for, da trykket på punktet virker bedst når det er hævet. Min hævelse forsvandt helt efter ca. 5-6 måneder.

Øret vil desuden være ømt, både at røre ved, men især at sove på. Det aftager efter nogle måneder.
Det kan måske lyde hårdt eller voldsomt, specielt i sovesituationen, men opvejet med hvor mange smerter piercingen tager, var og er det alle eventuelle gener værd, for mig!

10. Vagusnerven

Vagusnerven har forbindelse til hjernen, maven og tarm, hjerte, lever, bugspytkirtel, galdeblære, nyrer, urinleder, milt, lunger, kønsorganer, spiserøret, luftrøret, ører og tunge.
Desuden styrer vagusnerven fordøjelsen, samt det parasympatiske nervesystem, der grundlæggende sørger for at de indre organer og systemer kan slappe af og finde ro. En velfungerende vagusnerve er derfor det optimale.
Derfor er det en god idé, at stimulere vagusnerven, hvis man føler sig udbrændt og træt.

For nogle måneder siden hørte jeg en række foredrag med amerikanske læger og neurologerne, hvor en af dem fortalte, at stimulering af Vagusnerven er rigtig vigtigt, også ift tarmsystemet.
Han opfordrede til, at stimuleringen kunne ske ved at gurgle mund, virkelig voldsomt. Faktisk så voldsomt, at man kunne få kvalme af det. Jeg har prøvet det flere gange, og for nogle år siden fungerede det slet ikke for mig.
I 2020 forsøgte jeg igen, og det lykkedes mig, at dæmpe min tinnitus, som er min indikator på, et overbelastet nervesystem.
Prøv det. Måske hjælper det dig.

Synger, nynner eller mediditerer du, og mantraer du den dybe OM lyd, vil du også kunne lave vibrationer til vagusnerven.

Jeg ved nogle har brugt en osteopat. Dette har jeg stadig til gode, men vil sikkert afprøve det på et tidspunkt.

11. Tal og tænk pænt om din hjerne

For første gang i mere end 3 år, var jeg i biffen i sommers, (i 2017). En ret pludselig indskydelse, fik mig til at sige, det kan jeg da godt.

Da den “første larm”, efter reklamer kom, fik min hjerne et chock. Alt i mig skreg, KOM UD HERFRA.. Jeg tror sådan set ikke det var så meget larmen, som chokket min hjerne reagerede på.
Det begyndte med jag i hovedet, og lidt rysten i kroppen. Mine tanker blev til bekymringer om, hvorvidt det var en god idé, sådan at flintre direkte fra café besøg til bif-tur.
Så kom jeg i tanke om, at negative tanker, genererer negativt helbred, eller fodrer stresshormonerne.
Straks begyndte jeg at tænke positive tanker, og rose mig selv for at turde gå i biffen. Tænke jeg har en super sej hjerne, der kan klare at komme videre i livet, og gøre de ting jeg har lyst til.
Det tog lidt tid, måske 30-45 minutter, men lige så stille mærkede jeg smerterne og ubehaget forsvinde. Filmen kunne jeg nu give fuld opmærksomhed, og jeg nød det. Faktisk uden at tænke så meget over jeg nød det.
Så jeg nåede næsten i mål, med en hel almindelig tidlig aftenforestilling. Stort!!

Det med at skulle tale og tænke pænt om sin hjerne, er også noget jeg har skulle vænne mig til.
Taler og tænker man grimt, fodrer man siine stresshormoner, og det skal man undgå.
Men, hvordan kan man tænke og tale pænt, om noget, der har “ødelagt” éns liv?
Sådan tænkte jeg de første 2-3 år.
Jeg har naturligvis indset, at jeg var ude for et uheld, og min hjerne fik et traume.
Det havde i virkeligheden ikke været anderledes, end hvis jeg havde brækket benet — blot en hel del lettere.
Havde jeg brækket benet, havde hverken jeg, eller nogen andre forlangt, at jeg skulle løbe en maraton få uger efter jeg havde fået gipsen af.
⌈Nu er jeg kørestolsbruger, og kommer derfor aldrig til at løbe en maraton, men det er en hel anden historie⌉.

Min PCS har aldrig været en gave, der skulle få mig til at stoppe op på livets vej. Den har været et pokkers uheldigt bump på min vej, og jeg er nødt til, at behandle den så nænsomt som muligt, så min hjerne bliver rask igen.

12. Her og nu, og fremtiden

Nu kører jeg på snart 7 år med PCS. Hverdagen er langt fra let, og jeg kan roligt sige, hver dag er en kamp.
Forskellige omstændigheder har gjort, at det er gået op og ned i mit sygdomsforløb. Desværre er jeg et dårligere sted i dag, end for tre år siden, men jeg arbejder på sagen, og kæmper for jeg bliver bedre.

Langt det sværeste ved PCS er uvisheden. Uvisheden om livet, nogensinde bliver sådan helt normalt igen. Et liv med PCS, er en kamp. Med PCS aner man ikke, om man er i stand til noget som helst, før man står i situationen.

Trods et usikkert sygdomsforløb , har jeg nogle redskaber, som jeg tænker gør, at jeg har en tålelig fremtid.

Jeg er og bliver optimistisk syg, med en overbevisning om, en bedre fremtid.

Mit sidste, og måske bedste råd er, meld dig ind i vores patientforening Hjernerystelsesforeningen — jeg har tidligere selv arbejdet i foreningen, som gør et kæmpe, og fint stykke arbejde.

Ift alt skrevet i denne artikel, anbefaler jeg, som todelte skrevet, at du taler med en læge, eller anden behandler du har tillid til, om hvad er bedst for dig. Mine erfaringer gælder for mig, mit hoved og krop.

Alt det bedste til dig, uanset om du er syg eller pårørende. Jeg er selv begge dele, begge dele er benhårdt. Vi må hjælpe og guide, hvor vi kan…
Jeg håber mit skriv kan hjælpe dig.

Ovenstående er skrevet i 2017, og senest opdateret i 2021.

Dansk Center for Hjernerystelse har lavet en National Klinisk Retningslinje for hjernerystelse. [Den lange udgave af National Klinisk Retningslinje for hjernerystelse, den korte udgave].
Den internationalt anerkendte metode GRADE er blevet brugt til at kvalificere de kliniske anbefalinger i den nye Nationale Kliniske Retningslinje (NKR) om non-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse. Læs her, hvad GRADE er.