Av, sikke en overskrift, men den er nu god nok, Dieter og jeg oplevede lyden af kattekilling på krog. Det er ikke for sarte maver, heller ikke vores.

I Sydamerika

Min mand og jeg, er på en længere rejse rundt i Sydamerika.
Vi starter i Rio de Janeiro, og rejser først rundt i det sydlige Brasilien, rundt i Uruguay, som rent landskabsmæssigt kan minde en anelse om Danmark.
Hernæst tilbage til Brasilien, videre til Argentina, og herfra igen videre til det spændende Paraguay, en forholdsvis hurtig tur gennen Bolivia, for nu igen, at være tilbage i Brasilien, som med sine godt 8.000.000 kvadratkilometer, er det største land i Sydamerika.

Pantanal

Netop ankommet til Corumba fra Bolivia, henter Brasil, vores vært og guide de næste dage, Dieter og jeg i hans pick-up. Sammen kører vi ud på hans farm, små hundrede kilometer nord på, hvor vi skal bo de kommende dage.

Turen går først henover bjerge, som ret hurtigt afløses af et landskab, som er et enormt, fladt, og et frodigt sumpområde. Vi er ankommet til Pantanal. Verdens største vådområde. 
Navnet Pantanal er portugisisk og betyder ganske enkelt sump, som må siges, er et ganske passende navn til området. 

Sumpområdet dækker et areal på ca 200.000 km2 fordelt mellem Brasilien, Bolivia og Paraguay, hvoraf størstedelen ligger i Brasilien. 

Vi er her i slutningen af regntiden, så her er stadig pænt vådt overalt. I den våde sæson kan op til cirka 80% af Pantanal være dækket af vand, hvilket betyder, at flere vejstrækninger lukker ned, da man ganske enkelt ikke kan køre på dem, grundet de store vandmængder.

Pantanal er desuden så unik, at området er på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket bl.a. skyldes det helt særlige økosystem, samt det faktum, at området er hjemsted for hundredevis af fugle, pattedyr, og reptiler. Flere endemiske.

Da vi kører i et sumpområde, er køreturen meget af tiden på hævede grusveje, som slynger sig gennem vådområdet, afbrudt af et utal af træbroer, lavet af temmelige smalle planker.
Knap hundrede kilometer længere, og en mindre færgetur, er vi fremme ved den primitive men fine farm, som ligger helt ned til floden. 

Vi får frokost, og holder så lang en siesta, at jeg begynder at kede mig. Jeg må vist øve mig i det, nok så forståelige, sydamerikanske siesta tempo her midt i heden.

Sidst på eftermiddagen fisker Dieter og Brasil  efter piratfisk ved floden. Efter Brasil har hevet flere i land, og der er nok til aftensmaden, får Dieter en kaiman på krogen. Den kommer halvt op på land, men linen knækker, og væk er den. Først tænker vi det er en alligator, men i virkeligheden er det en Yacare-kaiman, som lever i Pantanal. Den er i familie med de store alligatorer, men kaimanerne er noget mindre end alligatorerne. Hannerne bliver op til 2,5 meter, mens hunnerne kun op mod 1,5 meter.
Tilbage i 1992 var Yacare-kaimanen en truet dyreart, da dens skællede skind var eftertragtet eje. Men efter et forbud mod at jage dyrene, er kaimanernes antal nu steget til nye højder.

Piratfiskegryden til aftensmad, er ikke det værste. 

Inden vi går i seng, hjælper jeg Brasil med hans engelske. Han vil utroligt gerne forbedre sit engelsk.
Brasil fortæller, under undervisningen, at han er utroligt imponeret over, hvordan jeg mestrer langt mere, end han havde forstillet sig jeg kunne. Hans hustru er også handicappet, men på ingen måde så ivrig efter, at leve livet til fulde, som jeg gør. Brasil spørger om vi kan blive et par ekstra dage, ganske gratis? Han vil have hans hustru ud på farmen og møde mig. Hun opholder sig i deres byhus, og bryder sig faktisk slet ikke om, at komme ud på deres farm. Hun kan slet ikke se sig selv i naturen ved floderne. Brasil vil utroligt gerne have jeg taler med hende, giver hende nogle tips og idéer til, hvordan hun kan nyde, og og ikke mindst få mere ud af, og udnytte livet lidt mere.
Desværre har vi ikke mulighed for at blive, da vi er på vej videre til Manaús, og har en tidsplan i forhold til flybiletter. Var vi ikke presset på tid, vil jeg hellere end gerne hjælpe. Jeg har tidligere holdt foredrag, og mødt mange forskellige mennesker i flere lande, som kunne bruge lidt inspiration, eller et kærligt spark.

Det giver et sug i maven, da jeg får den første på krogen

Brasil, Dieter og jeg sejler i en mindre jolle lidt ud i floden, og fisker. 

Brasil er ikke helt overbevist om, det er en god idé jeg skal med ud og fiske. Kan jeg overhovedet fiske? Det vil jeg da mene. Jeg var godt nok barn sidst jeg fiskede, men hvor svært kan det være?
Brasil bagerst, hvorfra han guider og fortæller om området, og piratfiskene, som er dem vi fisker efter.

Så er det madding på krogen, og inden længe er der bid. Jeg hiver hurtigt op, og så får jeg ondt i maven. Jeg har en piratfisk på krogen, men den piver simpelthen som en såret kattekilling. Gys. Det er da ikke til at holde ud. Brasil griner, sådan lyder det altså, når man fisker piratfisk. Med en klump i maven, for det lyder altså ganske forfærdeligt synd for de stakkels dyr, hiver jeg den ene piratfisk ombord efter den anden. Brasil er mere end imponeret, og siger jeg er bedre end mange af de lokale. Mange af de små jeg fanger, bruges som madding.

Efter en skøn fisketur, afleverer vi fangsten til madmutter, så vi kan få os en skøn frokost. Dieter leverer to, en mindre og en stor, jeg leverer fem, fire mindre og en ekstra stor.

Dette blev vores sidste, og yderst velsmagende piratfiskesuppe på farmen sammen med Brasil.