DET TIDLIGERE LIBYEN

Tager du til det vestligste Egypten, kommer du til Siwa — en isoleret ørkenoase, kun 50 km øst for den libyske grænse i hjertet af egyptiske sandklitter. Her finder du Siwa; byen som mistede sit fodfæste i regnen. Historisk set er Siwa en del af det gamle Libyen.
Mellem de skyggefulde lunde og landsbyer i muddersten, snoede veje med æselvogne og motorcykler.

Kvinderne, som bærer burka, transporteres ofte med æselvogne, kørt af en ung dreng. Muligvis sønnen.

Byen Siwa rummer; en hemmelighed, kunne man kalde det. I modsætning til nabolagenes barske varme, og tørre områder, løber her forfriskende og krystalklare kilder, som et vidunderlig pusterum fra ørkenlivet.
Disse kilder betyder liv. Liv til mennesker, men også til planter. Byen har faktisk omkring 70.000 oliventræer og 300.000 palmer. En gave i dette ellers så barske område.

Siwa er også, som et skridt tilbage i tiden; en afspejling fra fortiden, Byen oser af langsomt liv. Et stille oase-liv.
I århundreder har den frodige oase kun sporadisk kontakt med karavane folk. Der foregik lidt handel, og lejlighedsvis kommer pilgrimme hertil, som søger det berømte Amun Oraklet.

SIWA, BYEN DER FORSVANDT I REGNEN

I 1926 kollapser byen. Husene, der dengang er konstrueret af sand, salt og mudder, blev bogstaveligt talt flydende efter et voldsomt regnskyl.
Berber byen Siwa, som dengang gik til grunde, mistede sin oprindelse, men har efterladt ekstraordinære ruiner. I den frodige enklave, midt i ørkenen.

Flere af de originale bystrukturer står stadig, er ganske let at se på en almindelig tur rundt i byen.

Siwas geografiske isolering har bidraget til at beskytte et unikt samfund.
Oasen adskiller sig derfor fra mainstream egyptisk kultur.
Oprindeligt var Siwa bosat af Berbere (nomadiske nordafrikanske stammer), og for ikke mere end et par hundrede år siden, var Siwa næsten uafhængig, og de lokale Berberes (Amazigh) sprog, dominerer stadig.