Om mig, og mine rejser som kørestolsbruger

Mine rejser i kørestol @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Kørestolsbruger foran Moai statuer i Rapa Nui/ Påskeøen @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com

Med Mit livs rejser starter jeg en rejseblog, som er tiltænkt mine rejser verden over, som kørestolsbruger. 
Da jeg kort efter opstart af Mit livs rejserbliver syg med post commotionelt syndrom/ PCS, udvikler den sig til en blog om rejser, i en bredere forstand. 
Nemlig om de rejser man er på, når langvarig sygdom sætter ind. 

De fysiske rejser er efter nogle års pause, heldigvis tilbage, men rejserne på de vilde vover er stilnet af, og er nu mere “rolige roadtrips” i Europa. Hvilket også er dejligt, men længslen efter de uplanlagte, og vovede eventyr, er stor.

Du kan læse mere om mine sygdomme hér

Kørestolsbruger med mand tomler @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Min mand og jeg tomler i Australien 

Livets rejser er underfundige. 
De sjove, de spændende, og de gravalvorlige. Disse rejser bliver til fortællinger. 
Nogle gigantiske, andre små detaljerede glimt, som har rørt mit hjerte. 
Du kan læse om mennesker på min vej, fremmede- eller knap så fremmede kulturer, mad, kunst, historie, natur og dyreliv, arkitektur, kærlighed, og alt andet, som forbinder livet og menneskets eksistens. 
En ordentlig mundfuld. Alt sammen et segment af mit liv.

Din kørestol kan være dine vinger eller dit anker.

Kirsten K Kester


Siden barndommens rejser rundt i Europa, er jeg nysgerrig på mennesker, kulturer, og alt det anderledes, ude i verden. Min fars mange udlandsrejser, grundet hans job, er muligvis det, som har gødet og givet næring til mit rejsegen.
Rejserne startede tidligt, og jeg mindes jeg sprang på, hver en mulighed jeg fik for, at krydse grænser.

Sagt helt enkelt, er det møg besværligt, at rejse med en kørestol.
Op og ned ad trapper, ind og ud af busser, tog, fly, tomle den, for slet ikke at tale om, at finde et nogenlunde kørestolsegnet toilet, i Chaco området i Paraguay, eller downtown Genova for den sags skyld, kan være et helvede.

MEN, har jeg ikke min kørestol, bliver rejsen temmelig umulig. Hvordan skal jeg komme rundt, uden en kørestol, når jeg nu ikke kan gå?

Min kørestol, nysgerrighed og stædighed har bragt mig langt, og vinder som regel over forhindringerne på min vej. Naturligvis med hjælp fra min mand.

“Kirsten ved, hvordan man flyver med stækkede vinger”.

— Psykolog på et rådgivnings kursus v. Rambøll

At rejse som globetrotter i kørestol, på samme måde som jeg rejser, kræver du er åben for en masse udfordringer, og ikke lader forhindringer stoppe dig.

Læs mere om mine destinationer her.

kørestol ved trappe @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Forhindringer er der mange af som kørestolsbruger


Ofte bliver jeg spurgt: Jamen hvordan rejser man som kørestolsbruger?
Det er svært at forklare med få ord om rejselivet i en kørestol.
Lige så mange mennesker i kørestol, lige så forskellige måder, tænker jeg.
Jeg kan fortælle, hvordan jeg rejser, give råd og vejledning, fif og tips til andre kørestolsbrugere, men jeg kan ikke fortælle, hvordan man rejser som kørestolsbruger . . Der er ingen “én rigtig måde” at rejse på, når man sidder i kørestol.

“Kirsten K. is one of the fireballs I have met with courage, capability to achieve accomplishments and she took my breath away in that lecture she give us in Sjálfsbjörg the National Association of Physically disabled in Iceland“

— Kolbrún Stefánsdóttir, headmaster at Sjálfsbjörg the National Association of Physically disabled in Iceland.


. . Roserne er ofte store, når jeg fortæller om mine rejser i kørestol.
I mine øjne, lever jeg blot det liv, jeg gerne vil leve.
Indtil videre har jeg rejst i 70+ lande. Primært med antropologiske og kunstneriske interesser.



Værtsgaven

Når jeg rejser giver jeg gerne lidt til de lokale jeg besøger. Mange vælger den “den lette, og oftest benyttede”, at give penge.
Mange mennesker har absolut brug for penge, særligt i fattigere lande naturligvis, og min mand og jeg giver da også, inden for rimelighedens grænser. Sagen er, vi kan ikke mætte alle munde, eller betale alle fattige børns skolegang, så vi vælger med omhu.

Til gengæld prøver jeg at give noget til de folk, som kunne have brug for noget, netop jeg kan give dem.
Fx er jeg utrolig god til at, at være selvstændig, følge egne idéer og ønsker, og rejse på trods af mit handicap.
Jeg er stædig, og jeg forsøger hellere, end jeg lader mit handicap stoppe mig fra at gøre det jeg gerne vil.
Den lærdom kan man bruge til mange ting i livet, og denne lærdom kan jeg dele, og gør det hellere end gerne. En slags værtsgave, som tak for jeg måtte besøge deres land.

Så når jeg har mulighed for det, forsøger jeg at inspirere folk, ved hjælp af samtaler eller foredrag. Jeg fortæller, at folks drømme tæller, og hvordan man fx overvinder, nogle af forhindringerne på vejen.

Disse foredrag, og samtaler, har jeg holdt i flere lande verden over.

“Mest spildt af alle vore dage, er dem hvor vi ikke har leet”

Sebastian Chanfort

Kærlige berejste og kreative hilsener 
Kirsten K Kester – Kunstnerblogger og verdensrejsende historiefortæller


Se evt. min engelsksprogede side, Insight and Visions, hvor der er flere rejsefortællinger.