Tirsdag formiddag kører vi, i skønt solskinsvejr med den dybeste blå himmel, til den lille fiskerby Marzamemi.
Den charmerende by ligger på østkysten i Sicilien, i det absolut sydligste hjørne af vores efterhånden velkendte ø.
Google Map siger vejen langs kysten er lukket. Vi satser, og det lader til, vejen kun er lukket for lastbiler over en lille bro. 
Tyve minutter senere er vi fremme. Byen er ikke stor, og som mange andre småbyer på Sicilien, virker den sæsonramt. Vinteren er over os, og næsten alt er lukket. Skodder er trukket for, og her er mennesketomt. På havnen er enkelte restauranter dog åbnet. 

Det er araberne fra det 10. århundrede, der sætter Marzamemi på kortet. De gav ikke kun landsbyen sit poetiske navn, Mars al-hamam [oversættes til Turteldue Bugt].  De har også bygget den oprindelige “Tonnara” (tunforarbejdningsanlæg), som skulle blive en af de vigtigste på Sicilien. Selvom Tonnara’en ikke længere fungerer, fortsætter Marzamemi sine håndværksmæssige fiskeri- og forarbejdningsaktiviteter, som producerer alle slags delikatesser, herunder tunfisk, tørret tunfisk (bottarga), røget sværdfisk, marinerede ansjoser, krydderier, skaldyrspasta, tunfisksalamis og meget andet.  

Bygningerne i det gamle centrum af landsbyen, hvoraf de fleste daterer sig til Principe di Villadoratas ankomst i midten af det 18. århundrede, ligger på det lille, og yderst maleriske Piazza Regina Margherita. 

På den lille fiskerihavn spiser vi frokost i solens lune stråler, og efterfølgende tager vi turen rundt og kigger de charmerende bygninger, herunder kirken San Francesco di Paola, tonnaraen, prinsens aristokratiske palazzo og en række fiskerehuse. Smalle gader fører ud af torvet og viser glimt af det turkise hav mod øst og nord. Det et vidunderligt at være her nu, uden de mange turister. 
Her skulle være en international filmfestival, hvor de sender filmene direkte på facaderne på de gamle huse på Piazzaen. Det kunne jeg nu godt tænke mig at opleve. 

Da vi bevæger os væk fra det fine gamle centrum, kommer vi ud til det mere moderne kvarter. Arkitekturen er meget anderledes, husene forholdvis enkle, men med de fineste små kakler på murene, i sarte pastelfarver, som det nu hører sig til i Italien.


I byens tunmarked, eller i Tonnora’en, køber vi tun, samt flere andre lækkerier med hjem. Priserne er henad delikatesseforretnings priser. Vi forkæler os selv.
Da vi har handlet, går vi en sidste tur rundt i den nyere del af byen, i retning af den nye Marina. Det meste er slukket og lukket. En spøgelsesby, hvor tankerne kun bliver afbrudt af en enkelt julekæde i ny og næ.