Gadekunsten i Århus

Alle kunstværker er set på min vej, gennem Århus’ gader. Kunsten repræsenterer alt fra gamle bronzeskulpturer, sirlige strik, til moderne vægmalerier.
Nogle bliver flyttet til nye lokations, andre forgår i vind og vejr, og så er der dem, som på mystisk vis forsvinder, som dug for solen.
For alle nævnte, gælder locations, den dag jeg tager billedet af kunstværket.

Da jeg ofte støder på nye værker i gadebilledet, bliver dette indlæg naturligvis opdateret med jævne mellemrum.


FREDERIKSBJERG

Eske Touborg, Hammerhaj @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Eske Touborg — Hammerhaj

På gavlen af Skt. Anna Gade 19, kan du opleve denne vidunderlige hammerhaj, som er malet af den århusianske graffiti-kunstner Eske Touborg.
Eske siger selv, at han dykker meget, og er vild med havdyr og havet. Og det er jo ganske forståeligt. 

HuskMitNavn i Fr. Allé @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
HuskMitNavn i Frederiks Allé 136

HuskMitNavn har placeret sin fine fyr, i det lune hjørne på Frederiks Allé 136.
I dag kender vi næsten alle HuskMitNavn’s fine streger, derimod er det ikke alle, som kan huske ham fra Politikens fredagstillæg iBYEN.
Dette værk er en del af *Icons for Now.

Vaser af Peter Birk @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Vaser af Peter Birk

De smukke og farverige vaser ved den gamle postterminal i Ankersgade, er lavet af Peter Birk, som foruden en talentfuld kunstner, er ejer af Galleri Grisk.

MIDTBYEN

Phil Price, Snake @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Phil Price — Snake

Phil Price, 1965 — newzealandsk født billedhugger.
Anerkendt som værende en af de mest ansete kinetisk billedhuggere i sin generation.
I 2013 var Prices’ Slangen (Snake) en del af den danske kunst festival Sculpture by the Sea i Aarhus, hvor den blev en populær favorit, blev købt af byen og opført i parken Mølleparken i 2014. Som du måske kan fornemme af de to billeder, er de øverste dele af skulpturen bevægelige, og ændrer retning i forhold til, hvilken vej vinden blæser.

Phil Price, Snake Phil Price, Snake @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Phil Price — Snake

Smukt værk med en vidunderlig rødkælk set i Møllegade af Peter Birk.

Rødkælk @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Peter Birk — Rødkælk

En vidunderlig skulptur af Jan Balling fra 2010 — Tiden, byen manden.
En hyldest til den modige Århus borgmester Bernhardt Jensen (1958-1971), der som ene mand, gik imod tiden, og sagde nej til en motortrafikvej gennem midtbyen.
Efter min mening, en hyldest til nuet og mennesket.

Jan Balling — Tiden, byen manden @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Jan Balling — Tiden, byen manden

Billedhugger Aage Bruun Jespersen (1929-2001) — er manden bag Flodhesteungen Frederikke.
Granitskulpturen af Frederikke står i Frederiksgade, og er tænkt som en venlig kravle skulptur for de yngste.
Skulpturen er afsløret i september 1976, og forestiller en “flodhesteunge på bredden ved en lav sump”.
De flade og lave sten omkring flodhesten er designet til at sidde på.

Flodhestungen Frederikke @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Aage Bruun Jespersen — Flodhesteungen Frederikke

Astrid Gjesing smukke “Af vand er du kommet” fra 2012, finder du under Skt. Clemens Bro.

Af vand er du kommet @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Astrid Gjesing — Af vand er du kommet
Strikket værk @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Strikket værk

Strikket værk på gadelampe foran Musikhuset.

Det er et fint lille værk, men sikkert også sart overfor vind og vejr, så hvor længe det holder er vel uvist.

Strikket værk @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Strikket værk

I 1985 lavede kunstneren, Hans Oldau Krull Mågekysset på gavlen af Fiskergade 90.
Mågekysset og Hans Krull er kendt i hele Aarhus by.

De færreste ved måske, at kvinden på billedet også er en kendis, nemlig sangerinden Kate Svanholm.
Hun blev kendt som forsanger i punk-bandet Lost Kids, en markant del af punkmiljøet i 80’erne.
Sangerinden stod en dag og lavede trutmund til en udstoppet måge i Krulls værksted. Scenen blev fotograferet og lavet til et linoleumssnit.

Mågekysset blev oprindelig lavet af Krull som cover til LP’en ”ALBATROS” i 1982. Pladen blev lavet af folkene omkring Gnags og pladeselskabet Genlyd. Den blev skabt og produceret af Gnags’ guitaristen Per Frost bl.a. i samarbejde med kunstneren Ingvar Cronhammer.

Hans Krull — Mågekysset @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Hans Krull — Mågekysset

Hans Krull fortæller:
Billedet symboliserer kys, den druknede sømands farvel, eller man kan sige, at sømandskoner også er enker med levende ægtemænd. Det er tit, de ikke vidste om de kom hjem igen. Så det er måske hendes drømme om ham og den uvished, det vil sige, at være sømandskone.Så det er i virkeligheden en hyldest til sømandskonerne.

Blu @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Blu på gavlen af Grønnegade 6

Det er den verdensberømte italienske grafittikunstner Blu, som står bag dette fine værk på gavlen i Grønnegade 6. Blyanten er gigantisk stor, og stærkere end våbnene. Maskinerne komiske små.
Værket er en del af Street-art udstillingen *Icons for Now.
Blu laver kunstværket på kun én dag i august 2008. Samme år afholder Museum of Modern Art (MoMA) i New York en udstilling om street-art, hvor Blu, sammen med en række andre kunstnere udsmykker museets facade.

LATERKVARTERET

Blomst på dør i Studsgade @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Blomst på dør i Studsgade

Desværre ved jeg ikke, hvem kunstneren er, men det er en smuk blomst på en dør i Studsgade.

Herbert Baglione @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Kvinden i Graven af Herbert Baglione

I Graven kan du finde en kvinde på hovedet. Det er den brasillianske gadekunstner Herbert Baglione, der står bag motivet. Normalt maler Sao Paulo-kunstneren i sort/ hvid, men kvinden i Graven har fået lidt farve, som stråler ud fra hendes skød.

HuskMitNavn @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Værk af HuskMitNavn i Mejlgade 44A

Lækkert vægmaleri af den berømte danske kunstner HuskMitNavn.
Du finder det i en baggård i Mejlgade nr. 44A

SYDHAVNEN

Det er Speakeasy fra Aarhus der har lavet dette smukke værk.
Oddergris finder du ved Kulbroen.
I 2014-15 begynder gruppen “Kulbroens venner” at arbejde på, at omdanne kulbroen til en grøn beplantet gangbro, der vil forbinde bymidten med Sydhavnen.
Inspirationen kommer fra det lignende projekt på jernbanebroen High Line i New York.

Oddergrisen @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Speakeasy — Oddergrisen

ÅRHUS Ø

Marc Moser — Sea Pink — Mågekysset @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Marc Moser — Sea Pink

Marc Moser — Sea Pink.
Som et par glemte solbriller i solen, har den schweiziske kunstner Marc Moser efterladt Sea Pink, der tryller Aarhusbugten lyserød.
De fem meter brede solbriller er lavet af malet sort stål pink akrylglas, og er en del af Sculpture by the Sea Aarhus 2011.

MINDEPARKEN

I Rømerhaven, nærmere bestemt i Mindeparken, finder du den elegante Solhesten af Valdemar Foersom Hegndal.

Solhesten af Valdemar Foersom Hegndal @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Solhesten — Valdemar Foersom Hegndal



*Icons for Now er et streetart-projekt, eller udstilling, der bliver til i et samarbejde mellem Århus Kunstbygning og Århus Festuge i anledningen af Århus Festuge 2008.
Projektet inkluderer ti kunstnere, der alle har udsmykket forskellige gavle, facader og gader rundt om i Århus, på hver deres måde. 

Sprogøret

Finurlige oplevelser opstår, engang imellem, hvis man lytter med det døve øre, eller lingvistikken ikke lige falder i hak. Følgende fortælling, er en fjollet historie, og ja, det var en finurlig oplevelse.

Foran hotellet reflekteres den gigantiske marmor skulptur i gadelygterne. Det forestiller sandsynligvis nogle fiskere i havsnød. Bølgerne er store, i forhold til den lille båd, og de udhuggede mennesker, lyser af ængstelse.

Udsigten er ikke værst, fra det stilige værelse med de smukke pyntelister, og den romantiske stuk i loftet. De tunge, og mørke mahogni møbler, er solidt placeret ovenpå det tykke karrygule tæppe, som matcher gardiner, og det smukke brocadetapet.

— Do you speak English? Spørger jeg i telefonrøret.
— Yes some, bliver der svaret fra receptionen.
— Can you help me please. I need an English speaking doctor coming to the hotel.
— Ok . . do you need housekeeping?
— . . No thank you.
— No? . . No new towels?
— No. Thanks. Just a doctor . .
— Ok. I’ll phone you back.
— Thanks.
Jeg børster tænder, tænker jeg lige vil friskes lidt op, inden lægen kommer.
To minutter efter, ringer det på vores dør. Hotellet, som tydeligvis er af en vis standard, er til vores store forbavselse udstyret med en ringeklokke. På den måde behøver man ikke besvære sig med, at banke på.
Hold op det er hurtig service, når jeg at tænke. Har de mon en læge i huset? (Af en eller anden besynderlig grund, når jeg at forestille mig en læge, stående i et skab, man lige trækker op i ryggen til, når der er brug for ham..)
Min mand åbner døren. Udenfor står der, hvad der ligner hotellets altmuligmand.
— Værsgo’, siger han på italiensk, smiler bredt og rækker en adapter frem . .
— Den har vi ikke brug for, siger Dieter, og kigger forvirret.
Altmuligmanden går uden et ord, nu lettere slukøret.
Da døren er lukket, vrider jeg mig af grin. For pokker det er sjovt. A doctor — an adapter.. an English speaking.. adapter?!
Igen ringer jeg ned i receptionen. Det er ikke en adapter jeg mangler, men jeg har brug for at tale med en læge, forklarer jeg langsomt og tydeligt.
— Jamen du ville jo ikke have den. Vil du så ikke have rene håndklæder?
— Nej tak, blot en læge. Jeg prøvede på italiensk. Un dottore, un médico!?
— Er du sikker på, du ikke vil have håndklæder?
— Helt sikker!
Jeg nævner igen EN LÆGE, un dottore.
— Ah, un dottore!
— SI!!
— Ok, så ingen adapter?
— Nej tak, blot lægen.
— Jeg ringer tilbage.
Tre gange ringer de tilbage fra receptionen, forsikrer mig om, at de undersøger sagen.
— Indenfor en time vil der komme en læge.
— Fint, tak for hjælpen.

Indenfor en time, dukker Dottora Carlina  – Onkologisk kirurg – homotoksisk specialist,- og diætist op..
Øj, hun bliver dyr, tænker jeg.
Carlina er en smuk, middelaldrende, og bestemt dame. Engelsk taler hun stort set ikke, men hendes bryn hæves, og hun lyser op, da jeg spørger om hun taler spansk?
Det spanske klarer hun så heller ikke helt godt, men med fagter og en masse ord på spansk og italiensk, lykkes missionen.

Prisen matchede Dott. Carlinas mange titler, hendes rykken ud inden for en time, det matchende tweed-sæt, i dybblå, med en mørk vissengrøn stribe, og en ikke helt diskret pelskrave. Ansigtet sirligt sminket, slankt, rammet ind af de guldindfattede briller. De fine rynker i det bestemte, men pudderbløde og venlige ansigt, den grå stribe, som flugter hendes skilning, i det ellers mørke hår, viser Carlina er på vej mod en ny æra i hendes liv.

Alt er fint. Jeg fik den hjælp jeg behøvede, og er en oplevelse rigere . .

Efterår i vidunderlige Helsinki

Efterår i Helsinki

Helsinki er en fantastisk smuk by, med meget skøn arkitektur. Både den helt moderne, de tunge Art Nouveau drenge og de lidt lettere pudderfarvede huse, på den fine russiske bombastisk måde.

Tiden er dedikeret til kunst, kaffe, kultur, arkitektur og design. Et helt kvartér i Helsinki, er dedikeret til design. — Hvad mere kan man ønske?!

Tove Jansson. Du ved hende med de skønne buttede Mumitrolde, eller Moomin, som trolde universet hedder hér i Finland, er at finde, om ikke overalt, så rigtigt mange stede.

Trods lidt dårlige adgangsforhold for kørestole, i forretninger generelt, og den kølige årstid, er jeg temmelig begejstret for Helsinki. Folk er rigtigt rare. Ligetil og virker meget afslappet. Det virker som, har man en stor respekt for hinanden, uanset højde, drøjde, etnisk baggrund, tøjstil eller andet. En god følelse.

Sproget er imponerende, og hvor vil jeg gerne lære finsk.. Det lyder utroligt sympatisk og tillidsvækkende, men hvad pokker mon jeg skal bruge det til? Mange gadeskilte står på svensk, fra dengang Finland, var en del af Sverige.

Har du været i Helsinki? Hvis ikke, kan det anbefales.. hér er rart og nænsomt.

Gadekunsten

Uanset om jeg er hjemme i kvistlejligheden, eller jeg farter rundt ude i verden, følger kunsten mig. Kunsten og rejsen flettes, for mit vedkommende, ofte sammen. Som kunstner slipper man vel aldrig kunsten helt, heller ikke på rejsen. Om det er de daglige skitser, museumsbesøg, eller udstillinger, fylder det både hjemme og ude. Jeg har desuden udstillet både i Danmark og flere steder i udlandet, bl.a. Berlin, New York og Mexico.

Dagligt forsøger jeg, at beskæftige mig med kunsten på et eller andet plan. Eventuelt blot skitsering, eller nye idéer tegnes op.  Det er ikke altid let, da jeg lider af flere ting, hvor arbejdet giver mig hovedpine, smerter i ryg, hænder, eller andetsteds – Men med alt andet i livet, indordner man sig.

Genova, Italien
Conny Island, NYC

Hvorfra kommer inspirationen?

Når jeg rejser, får jeg ny inspiration, fra næsten alt på min vej.

Mødet med et andet menneske. Jeg studerer ofte menneskets træk, gestikulation, og kropssprog. Større og mindre oplevelser i naturen, når jeg spiser, kører på motorvejen, når jeg kysser, hører en hunds bjæffen, kort sagt, livet synes som en roterende inspirationskilde i det uendelige.

Naturligvis inspireres jeg også af gallerier og museer, når jeg ser andre kunstneres teknikker, og udtryk af indtryk.

Derudover er jeg virkelig glad for gadekunst, eller street art. Jeg tager mange billeder af det på mine rejser, og finder det fascinerede, hvordan den enten integreres på formidabel vis, eller bryder alle rammer, så man rystes. Uanset, er det en spændende og udfordrende verden, at studere.

Gadekunsten forbløffer på et helt andet plan, end på et museum. Gadekunsten fortæller en historie i en historie. Den er omgivet af det miljø, jeg bevæger mig ind i. Den får mig til at reflektere over miljøet på en anden måde, havde kunsten ikke været tilstede.

Ofte går vi fra punkt A til B uden at tage notits af omgivelserne, gaderne, vore medmennesker, bygningerne og andre detaljer. Vi er begravet i tanker, minder, ting vi skal huske, som ikke må glemmes. Rutinen, måske har vi gået på denne gade hundrede gange før, og vi føler vi kender omgivelserne.

Parkerne, Sicilien

Gadekunsten får mig til at se. Den får mig til at tænke og overveje, hvor godt jeg egentlig kender miljøet jeg bevæger mig rundt i?

Det meste gadekunst nyder jeg. Det får mig til at reflektere. Kunsten fortæller nye historier.

Går jeg på kunstmuseum, er min hjerne indstillet på jeg skal se kunst. Ovenikøbet er det måske en kunstner, jeg allerede kender til. Nu har jeg så også en god formodning om, hvad jeg har betalt for, at komme ind og se. Overraskelsen, der netop er så fortryllende, er væk. Bevares, jeg kan stadig overraskes, nyde, fokusere, have indre monologer, sammenligne, mindes og have mange andre analytiske tanker.

— Men, når du ser gadekunst, er det modsat.. BAM .. !! Kunsten overrasker, overmander, spiller mig et puds, og den kan få mig til at smile, bliver trist, more mig, forbløffe mig, eller gøre mig glad.. Men det vigtigste er, den overrasker mig på en helt anden måde, end hvis jeg går på kunstmuseum. Og det er præcist dét, som fascinerer mig allermest ved gadekunsten.

Når vi taler om gadekunst, skal Cornbread fra Philadelphia naturligvis nævnes. Cornbread er ophavsmanden til gadekunsten og graffitien, som gadekunsten er udsprunget fra.

Mine rejser fortsætter, med kunsten som tro følgesvend. Jeg håber du har ladet dig inspirere, og taget (gade)- kunsten til dig. Der er masser af andre grunde til jeg hylder gadekunsten, ovenstående er blot et lille udpluk. Så hyld gerne med, den har fortjent vores fulde opmærksomhed.

NYC, ISA

Spot Danmark

På godt og ondt, som i alle lande verden over, er Danmark et vidunderligt land, med dets skønheder, særheder og unikke oplevelser venter, også hér i Danmark, om hvert et hjørne.

Når jeg tænker Danmark, får jeg associationer til duften af nyslået græs, rugbrød med marinerede sild, kapers og rå løg. Når sommeren kommer, synger solsorten på tagryggen, og vi tager alle til vandet, ved én af vore utallige kyststrækninger. De skiftende årstider, hver med sin charme og farvepragt naturligvis, minder os om, at uanset hvor kølig eller regnfuld en sommer vi har haft, eller hvor trist det er; får vi for lidt sne om vinteren, har vi en ny chance for at det bliver bedre året efter — og vejret kan man altid tale om.

GODE LINKS TIL REJSEN I DANMARK

Danmark er flad, med det højeste punkt ved Yding Skovhøj på 172,54 m. På toppen af bakken findes en bronzealderhøj.
Danmark er også én af de ældste stater i Europa. Landet blev samlet til ét rige omkring  år 900, og vi har siden da, været et selvstændigt land.

Rejsen og historien hænger unægteligt sammen. I Danmark har vi masser af overraskende og nervepirrende historier. Aarhus Universitet har lavet denne fine side om Danmarkshistorien, hvor du kan læse, lytte og opleve et levende narrativt univers om Danmark. Nationalmuseet har ligeledes lavet en skøn side om den danske historie, som også er værd, at kikke på. Ser man på den historiske danske tidslinie, kan det være interessant at have referencer til, hvad der samtidig sker i resten af verden. Det kan ses på en verdens tidslinie hér. Der er naturligvis mange steder på internettet du kan læse om Danmark. Skal du have lidt tal og geografi med, vil jeg anbefale denne siden.
Københavns Stadsarkiv bliver jeg naturligvis også nødt til at nævne.
Er du lokalt interesseret, vil jeg anbefale KK, hvor du finder en let og fin intro til Københavns historie.
En lidt mere detaljeret udgave, hvor du også kan søge specifikt på gadenavne, vil jeg anbefale Hovedstadshistorie.
Aarhus Arkivet er Aarhus Stadsarkivs digitale arkivservice, hvor du kan finde kilder til Aarhus’ historie ved at søge i Stadsarkivets samlinger.

Søger du historiske beretninger fra en bestemt by i Danmark, vil jeg bestemt anbefale Byhistorie. Her finder du mange fortællinger om byer rundt om i Danmark.

UMISTELIGEKULTURMILJØER er et super spændende projekt, som man kunne fristes til, at tage rundt og kikke lidt på . . Siden 2015 har arkitekter og historikere rejst rundt i Danmark, og kortlagt ‘umistelige kulturmiljøer’. Tjek det ud!

Er du til anderledes overnat, så tjek evt disse sjove muligheder ud. https://www.rejsrejsrejs.dk/rejsemaal/europa-rejseartikler/danmark/danmark-rundt-20-sjove-steder-at-sove/

Er du på udkik efter vidunderlige udsigter, traveture, vilde hester og andre overraskelser, er Smutturen måske noget for dig.

Ud i naturen, er input til fine oplevelser i naturen. Siden er et samarbejde mellem en række kommuner, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og KL.

Inspiration til vandrestier i Danmark, kan du kikke hos Friluftsland.

Møns Klint

Ø-HOP OG LANG KYSTLINIE I DANMARK

Danmark udgøres af halvøen Jylland og ca 500 øer, 443 navngivne, hvoraf 79 er beboede.

At tage på ø-tur i Danmark er sjovt, da her faktisk er en stor diversitet med alt fra ørken til klippegrund, og huse hvor tagene er lavet af tang. Du kan finde god ø inspiration hér, eller hér. Tager du på ø-hop, kan et ø-pas være en sjov idé.

I Danmark har vi [ca.] 8.700 km kyst. Dette i sig selv er imponerende for så lille et land som Danmark. Et sjovt eksempel er, Danmarks kystlinie svarer til 1/3 af afstanden fra Nordpolen til Sydpolen. Det betyder også, at lige meget hvor du befinder dig i landet, er du max 50 km fra vandet.

KUNSTEN OG ALLE DE ANDRE SKØNNE TING

Danmark er, fra Gedser til Skagen, som man nu siger; proppet med skønne kunstoplevelser. Kikker du hér, kan du se forslag til kunst uventede steder.

Kunst har samlet en lille guide, hvor du kan se og opleve kunst i det fri. Her er en guide til Fyn og Jylland, og til Sjælland.

Trænger du til et museums besøg, er hér en kunstguide til hele Danmark.

På din vej til nye oplevelser, støder du sikkert på små finurlige pladser, sjove baggårde eller andet. Mangler du inspiration, er Skjulte steder et godt sted at kikke.

Nature House, finder du en liste over hytter, telte og andre sjove steder du kan overnatte.

God Adgang er Danmarks svar på en tilgængelighedsguide for kørestolsbrugere, gangbesværede og andre med div handicaps.
Personligt er jeg ikke imponeret, men tjek siden ud, hvis du har brug for det.
Foreningen er stiftet af VisitDenmark, HORESTA (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervet), og Danske Handicaporganisationer (DH)

Danmark er desuden det sjoveste land geografisk set. Jylland; en lang én med næse, og en masse øer . .

Vinterlukket i Marzamemi

Tirsdag formiddag kører vi, i skønt solskinsvejr med den dybeste blå himmel, til den lille fiskerby Marzamemi.
Den charmerende by ligger på østkysten i Sicilien, i det absolut sydligste hjørne af vores efterhånden velkendte ø.
Google Map siger vejen langs kysten er lukket. Vi satser, og det lader til, vejen kun er lukket for lastbiler over en lille bro. 
Tyve minutter senere er vi fremme. Byen er ikke stor, og som mange andre småbyer på Sicilien, virker den sæsonramt. Vinteren er over os, og næsten alt er lukket. Skodder er trukket for, og her er mennesketomt. På havnen er enkelte restauranter dog åbnet. 

Det er araberne fra det 10. århundrede, der sætter Marzamemi på kortet. De gav ikke kun landsbyen sit poetiske navn, Mars al-hamam [oversættes til Turteldue Bugt].  De har også bygget den oprindelige “Tonnara” (tunforarbejdningsanlæg), som skulle blive en af de vigtigste på Sicilien. Selvom Tonnara’en ikke længere fungerer, fortsætter Marzamemi sine håndværksmæssige fiskeri- og forarbejdningsaktiviteter, som producerer alle slags delikatesser, herunder tunfisk, tørret tunfisk (bottarga), røget sværdfisk, marinerede ansjoser, krydderier, skaldyrspasta, tunfisksalamis og meget andet.  

Bygningerne i det gamle centrum af landsbyen, hvoraf de fleste daterer sig til Principe di Villadoratas ankomst i midten af det 18. århundrede, ligger på det lille, og yderst maleriske Piazza Regina Margherita. 

På den lille fiskerihavn spiser vi frokost i solens lune stråler, og efterfølgende tager vi turen rundt og kigger de charmerende bygninger, herunder kirken San Francesco di Paola, tonnaraen, prinsens aristokratiske palazzo og en række fiskerehuse. Smalle gader fører ud af torvet og viser glimt af det turkise hav mod øst og nord. Det et vidunderligt at være her nu, uden de mange turister. 
Her skulle være en international filmfestival, hvor de sender filmene direkte på facaderne på de gamle huse på Piazzaen. Det kunne jeg nu godt tænke mig at opleve. 


Da vi bevæger os væk fra det fine gamle centrum, kommer vi ud til det mere moderne kvarter. Arkitekturen er meget anderledes, husene forholdvis enkle, men med de fineste små kakler på murene, i sarte pastelfarver, som det nu hører sig til i Italien.


I byens tunmarked, eller i Tonnora’en, køber vi tun, samt flere andre lækkerier med hjem. Priserne er henad delikatesseforretnings priser. Vi forkæler os selv.
Da vi har handlet, går vi en sidste tur rundt i den nyere del af byen, i retning af den nye Marina. Det meste er slukket og lukket. En spøgelsesby, hvor tankerne kun bliver afbrudt af en enkelt julekæde i ny og næ. 

Time-in i storbyen

RESTAURANTEN

Begejstringen bobler i mig. Bare jeg nu ikke bliver skuffet.

Ved første besøg. Flere år tilbage, står vi som små fede kalve, der netop har diet. Vi har lyst til en lille dans. I det mindste et hop, af begejstring. Mætheden har en ende, og alligevel vil vi have mere.

Sidenhen viser det sig, vores restaurant lukker. Uvisheden og fortvivelsen er stor. Åbner den igen. Finder vi en anden, der i den grad tilfredsstiller smagsløgene, øjet, og maven, der hungrer efter mere. De italienske godter er savnet.

Denne eftermiddag viser sig fra sin bedste side. Restauranten er genåbnet, nyrenoveret og ikke mindst, klar til, vi rykker ind, mæsker os i gode sager, som vi har frygtet var gemt og glemt, og nyder de gode ting i denne verden, har en evne til at overleve.

Midt i al nydelsen, roterer rummet en kvart omgang. Tinnitus hyler så højt, det er et under byens hunde ikke stimler sammen om mig. Hovedet bimler. Vejrtrækningen ryger helt ned i maven, jeg prøver at finde roen. Dieter er gået på toilet, og jeg lukker øjnene. Nu gælder alt, kun mig. Et par fokuseringsøvelser, bliver gentaget og jeg hører nu kun tinnitus. Nogle minutter går.. skal vi gå, spørger Dieter. Jeg åbner øjnene. Rummet står stille. Tinnitus mindsket og lyset gennem ruderne, er igen til at holde ud. Ja,svarer jeg, lad os det.

ROEN

Blafrende blæser bladende, hvirvlende mod hinananden, mod himmelen. Op og ned. De styrtdykker for så igen at stige til vejs. Et pust vrider vindretningen, vender og drejer de farvestrålende takkede former. Gule, røde og matgrønne blade, er vristet fra sit bo, og hvirvler nu mod andre, og sikkert dårlige tider.

Den Japanske Have i Hamborg strutter i flere retninger. I pæne retninger naturligvis, viser haven stolt sine sirlige efterårsmønstre, ro til bymennesket, det travle sind. Træk vejret, find roen.

Diskret skiltning i matchende farver, indbyder og gyder til respekt, ro og diskræthed. De tre unge mennesker, har skabt sin egen ro. På græsbredden ved den brune sø, dundrer musikken ud fra de medbragte højtalere. De unge mennesker værner om deres ro. I musikken er de sammen. De har kun øjne for hinanden. De har dannet en cirkel af ungdommelighed, den kan ikke brydes af et skilt.  Skiltningen med opfordring til diskræthed, bliver udvisket i de selvoptagede tanker, der fylder mere end de kan rumme. De er opslugt af dejligheden i ungdommen. Musikkens fede toner, og roen i deres samhørighed.

Diskræthed og skiltning hører til de gamle. Os der er færdige med, at larme så højt, at vi finder vores stemme.

Engangimellem er skiltning unødvendig.

FORDYBELSEN

Blinkende lys, i det stille vand. Tage og tårne aftegner himmelen. Skyline er noget vi mennesker indfanges af. Vores mund kruser, uden vi ved det. Byens lys kaster orange farver på himmelen, og søen indfanger stuen og soveveværelset belysning, gadernes lygtepæle, der sirligt følger gadens retning. Glimtene flimrer og hopper

Kameraet indstilles. Det umiddelbare indtryk skal foreviges. Erindres. Vises frem. Minde om. Og omfavnes endnu engang. Fordybelsen med kamera for øjet. Kikker i søgeren. Fokuserer, og finder målet i livet. Skønheder og uopdaget skatte, der blot venter på øjet fanger, og griber indbydelsen til nydelsen.

For et rystet hoved, er Hamborg en stor by, en storby. Trafikken ved søen er konstant. De to kontraster udelukker ikke hinanden. Den larmende og hurtige trafik, udrykningssirenerne, som skærer i marv og ben, stjæler ikke de blide skvulp, og de stille lys, som reflekterer. Vi står på stregen, mellem infernoet og stilheden. En storby byder på det hele. Med mit hovedrystende hoved, søger jeg oaser i larmen. Lærer de små tricks, og lommer, hvor der er plads til mig. Herfra vil jeg leve videre, indtil jeg bliver opslugt af noget andet.

Jeg tager et time-in, hvorend jeg er, og smutter videre.

Blommetærten

Idéerne bobler og skal ud i det fri

Det sker ret ofte; jeg har en idé eller mening om — ja, lad os bare sige det som det er. Jeg har en mening, om stort set alt.
Ofte medfører dette, jeg tager en debat om eventuelle løsninger til problemer, eller blot giver idéer til forbedringer.

Nu har jeg startet Klummen, hvor jeg vil dele nogle af mine meninger, fortælle om særlige oplevelser, eller lave interviews.

Tingene kan naturligvis ændre sig. Nu må vi se hvad der sker hen ad vejen.

Jeg håber du læser med, kommer med inputs, eller reflekterer, gerne med skrevne ord, hér på bloggen.

Økonomien vægtes højt

Ikke alle er begejstrede for mine holdninger og ønsker om, når jeg fx. siger samfundet bør være tilgængeligt for alle.

Folk bliver stramme om munden, får undvigende blikke, og muligvis klemt en bemærkning ud om, at økonomien jo tæller, er en væsentlig del.

Det forstår jeg sagtens den gør. Naturligvis betyder økonomien i et samfund, balance i tingene, og et pænt overskud til dem,
som har lagt kræfter i deres projekt.

Tilbyder man en ydelse offentligt, tænker jeg bare, den må gælde for alle.

Oskars berømte blommetærte

Lad os sige Oskar åbner en café. Han har indrettet sin café, som falder i Oskars smag, og har ansat en til at servicere.
Dernæst hænger Oskar et skilt ved døren med åbningstider, og glæder sig nu blot til, at byde de første kunder velkomne.

De første dage går rigtig godt. Der kommer mange glade kunder til Oskars café.
På fjerdedagen kommer Kim. Kim vil gerne ind og smage Oscars blommetærte, som han har hørt meget godt om i byen.
Kim får desværre et problem med at smage Oskars vidunderlige blommetærte, da der er en trappe ind til Oskars Café, og derfor er der ingen adgang for Kim.

Havde jeg bare været rødhåret tænker Kim, mens han river sig i sine grå hår, som han efterhånden har fået en del af,
efter mange afvisninger ved døre ind til, steder han troede han var velkommen.

[ovenstående fortælling, er naturligvis billedligt talt. Jeg langer ikke specifikt ud efter caféejere, som ikke har
tilgængeligheden i orden, jeg taler snarere til et samfund, som glemmer de menneskelige forhold, samt det etiske
fundament. Til dem, som ikke fatter, følelsen af, man må stå ude på gaden, som, ja en hund, mens folk går lige forbi én med største selvfølgelighed].

Måske man skulle have været rødhåret

I løse tal er der i Danmark 50.000 kørestolsbrugere. På verdensplan 1-2 % rødhårede. Rundt regnet, er der lige så mange
kørestolsbrugere som rødhårede i Danmark.

Folk med rødt hår, har ingen adgangs besvær overhovedet, så vidt jeg er oplyst. Men økonomien gør, at sidder man i en kørestol, må man forvente dårlig adgang. Sådan er den generelle attitude desværre.

Giver det mening at putte labels på folk, sætte folk i bås, sammenligne kørestolsbrugere med rødhårede? På ingen måde.
På samme vis, giver det heller ingen mening, at Kim er frarøvet muligheden for, at besøge Oskars Café, med den
fremragende blommetærte.

Vi er alle mennesker med behov for et godt stykke kage på Oskars Café, bare engang imellem.

// K

Øst for Paradis

Øst for Paradis, det klinger af film, og et par hyggelige timer med popcorn.

— Og, det er på ingen måde anderledes, end det lyder.

Afslappende og underholdende

I mange år har ønsket om en elevator i Århus’ bedste biograf, nemlig Øst for paradis, stået højt på min ønskeseddel. Nu er det en realitet. Øst for paradis har en, ikke særlig stor, men dog en elevator, så man kan komme i mere end to biografsale, hvilket var muligheden før, med rampe ind til stueetagen.
Nu er billetsalget flyttet i kælderen, som er en del af den nybyggede biograf.

Der er god underholdning at hente i Øst for Paradis. Biografen har i forhold til øvrige biografer i Aarhus, altid leveret anderledes film. Film med indhold, så at sige  —  Og, hér er en utrolig afslappet stemning, som gør Øst for Paradis til noget ganske særligt.

Øst for Paradis @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com

Alverdens film

Øst for Paradis viser i bogstavligste forstand, alverdens film, eller som man siger i USA, de film med undertekster.

Ønsker du at følge med i nye spændende kunstfilm, følge den internationale scene, hvad enten det er japansk tegnefilm, eller Mellemøstens fine fortællinger, er Øst for Paradis stedet du tager til.

© AArhusPilot.com | Kirsten K. KesterInspirerende og anderledes film,
Med et strejf af, bliv klogere på verdenen
Øst for Paradis @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Øst for Paradis @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com

Et vidunderligt cafémiljø

Udover et stærkt udbud af spændende film, har Øst for Paradis et dejligt caféområde på to etager.

Og bliver du ikke færdig med kaffen inden filmen starter, tager du blot kaffekoppen med ind. Det må man nemlig godt, uden det skal serveres i grimme plastikbægre. Endnu et kæmpe plus ved Øst for Paradis, er afslappetheden vægtes højt.

© AArhusPilot.com | Kirsten K. KesterSnup kaffen med ind til filmen
Øst for Paradis @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Øst for Paradis @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com

Tilgængelighed

Biografen er stadig under ombygning, og derfor kan det være svært, at fortælle nøjagtigt, hvordan det hele kommer til at se ud.
I følge Øst for Paradis, og hvad jeg er blevet fortalt er, eller bliver alle sale, samt café området 100% kørestols tilgængeligt. Sådan som det forholder sig nu, kan man komme i flere af biografsalene, caféområderne, og der er ok handicaptoiletter på to etager.

Så alt i alt er tilgængeligheden fin. Vi må se tiden an, når ombygningen bliver færdig. Jeg tænker det bliver rigtig godt.

Desuden ved jeg, at der er teleslynge i salene.

Elevatoren er, som tidligere skrevet, til den lille side. Det betyder, at det kan være lettest at bakke ind, for at kunne dreje rundt når du går ud på næste etage. Dette afhænger naturligvis af kørestolsens størrelse mm, men det er ikke raketvidenskab, og til at finde ud af.

PCS — mine bedste tips

Af hensyn til mine eventuelle med- PCS læsere, har jeg forsøgt at gøre denne artikel kort, da jeg ved læsning + skærm kan være hårdt.
Det er desværre ikke lykkedes.
Artiklen er rigtig lang, da jeg synes det er vigtigt at få det hele med. Beklager..
Jeg deler op i afsnit og har lavet en mini-indholdsfortegnelse, og er det alligevel for langt, må du læse det i bidder, eller få en sød kæreste eller anden til at læse højt.
⌈Få evt. tekst læst op, ved at Google »Adgang for alle« i — sidder du ved en mac kan den også indstilles til, at læse op⌉.

I teksten er der en del links, til yderligere info om de linkede ord. De kan være en god idé at gå videre til, men det er ikke en nødvendighed for at læse min tekst.

Flg. skriv er en blanding af bunker af info jeg har læst mig til, videoer jeg har set, samt egne erfaringer naturligvis, siden min første og anden hjernerystelse, som sætter sig fast til langvarig hjernerystelse.

Har du PCS/ langvarig hjernerystelse, er mit bedste lyn-tip: – Udfordr dig så meget som muligt, uden at overbelaste — det er en svær balance.

Og, til dig med “ny” hjernerystelse, pas på den ikke “sætter sig”.

__

INDHOLD

  • Den skadede hjerne
  • Den overbelastede hjerne
  • Struktur på hverdagen
  • Min, og min mands redningsplanke
  • Kommunikation
  • YOYO – liv
  • Støj
  • Mad og vitaminer
  • Daith piercing
  • Vagusnerven
  • Tal, og tænk pænt om hjernen
  • Her og nu, og så er der jo fremtiden

___

DEN SKADEDE HJERNE

De milliarder af celler i vores hjerner, er nok til at gøre mig rundtosset og tænke, hvad kan jeg ene kvinde stille op med alle dem — men når man nu siger at hjernen er plastisk, giver dét mig et kæmpe håb om, at jeg nok skal kæmpe mig ud af denne vidunderlige, men rystede hjernes bivirkninger. ⌈Det er vigtigt man taler pænt om, og til sin hjerne, så man ikke hidser de små stresshormoner op⌉.
»Neuroplasticitet« er præcis dét man skal fokusere på efter en skade på hjernen. Neuroplasticitet er forandringer i hjernen, eller evnen til at udvikle sig. Det sker på baggrund af et væld af faktorer såsom hormoner, kost, og motion.

Hjerneceller laver uafbrudt forbindelse til andre nerveceller og hjernen reagerer på skader, eller fejl i hjernen, og kan til en hvis grad reparere sig selv. Hjernen vil dog gerne have hjælp til reparationen.

Derfor forsøger jeg på mange forskellige plan, at give min hjerne de bedste odds.
Jeg udfordrer den til, at skabe nye forbindelser til celler og neuroner — sagt på alm. dansk; hjernen skal enten lære noget helt eller delvist forfra, og vænne sig til livet igen.

Hvile, stimulans og holde stresshormonerne så langt væk som muligt,  er mine tre nøgleord til at få det bedre.

DEN OVERBELASTEDE HJERNE

Har man langvarig hjernerystelse eller PCS/ Post Commotionelt Syndrom, bliver hjernen hurtigt overbelastet. Man bliver udmattet og træt.
Hvor meget afhænger ofte af, hvor man er i sit forløb. Sådan har jeg haft det.
I begyndelsen af mit forløb følte jeg mig næsten autistisk. Især når jeg forsøgte mig med en tur udenfor. Ud i verdenen, hvor der var virkeligt mange lyde, mennesker, bevægelser, dufte, lys, og meget andet at forholde sig til. Jeg blev bombarderet af det hele. Det hele føltes meget voldsomt, ubehageligt, og fysisk meget tæt på.
I dag ved jeg, at min hjerne var overstimuleret/ Thalamus påvirket – Thalamus er en slags gatekeeper for alle sanseindtryk. ⌈Min hjerne, eller nervesystemet bliver stadig overstimuleret – blot ikke så ofte eller så voldsomt⌉.
Mange af de filtre vi har i hjernen, eller sanseintegrationen er påvirket.
Med sansestimulering hjælper man hjernen med at sortere, forstå og bearbejde omverdenen, input normaliseres.
Egen erfaring, og snak med andre ramte siger mig, det er meget individuelt, hvor meget man kan træne/ stimulere sin hjerne ad gangen. Jeg forsøger at stimulere hjernen lidt ad gangen, ⌈men hver dag⌉, og samtidig prøver jeg, at fjerne fokus fra PCS, hvis mit system er overbelastet.
Jeg mærker det tydeligt, hvis jeg fokuserer for meget på sygdom, fordrer jeg mine stresshormoner og jeg får det endnu dårligere.
⌈Hvis det er her og nu jeg har brug for at fjerne fokus, synger eller nynner jeg en lille melodi – når du nynner, laver du også vibrationer til din Vagusnerve – se afsnit længere nede⌉. 
Hyler min tinnitus voldsomt, er jeg for overstimuleret, og har jeg mulighed for det går jeg en tur. Gerne en længere tur, da jeg tænker min krop har brug for mere stimuli nu, end jeg havde i starten.

Northern Brain Injury Association har lavet en meget fin video om overbelastede hjerner efter et traume.
Skal du udvælge et link i denne artikel, vælg dette.
Det er en rigtig god video, hvis man har svært ved at sætte ord på, hvordan man præcist har det — videoen giver desuden en rigtig fin forklaring på, hvad en skadet hjerne er, og hvordan det føles, og hvad man kan gøre for at få det bedre. Bid mærke i de 6 R’er.

Flg. skriv er mine bud på et bedre liv med langvarig hjernerystelse — jeg håber de kan hjælpe dig:

STRUKTUR PÅ HVERDAGEN

Hver eneste morgen jeg vågner, har jeg det elendigt. Uden undtagelse — Hver dag, men den bliver hurtigere bedre nu.
Min dag afhænger i høj grad af, hvordan min søvn har været natten forinden.
Til forskel fra for ca. et år siden, kan jeg nu sige ja til aktiviteter, næsten hver dag. Jeg aflyser stadig aftaler ofte, da min søvn er utrolig uregelmæssig. Jeg har stadig ikke knækket koden, til en god nats søvn. Jeg tænker mit nervesystem stadig er så overaktivt, at min hjerne har svært ved, at koble fra når den skal sove.
Det sidste halve år, er jeg dog kommet så meget videre i mit forløb, og føler større forandringer, af den positive slags.
Min fornemmelse af, hvor meget og hvor lidt mit hoved kan klare, er blevet bedre, og præcis dét gør, at jeg lettere kan navigere gennem en dag.

Så vidt muligt strukturer jeg min dag med pauser, og undgår overstimulering — jeg siger så vidt muligt, da det er noget af det sværeste. Ting der er gode den ene dag, er det ikke nødvendigvis den næste. Men jeg lærer stadig at tolke, og synes faktisk jeg bliver bedre og bedre.

Jeg tager mange små pauser i løbet af dagen, og gerne 5-15 min. efter hver aktivitet. Ofte lukker jeg lige øjnene og tager et time-in. ⌈Et minut eller to for mig selv⌉.

Faste punkter i min hverdag — alt efter hvordan jeg har det:

  • Min første prioritet: Jeg laver ting der gør mig glad. Små som store, bare det gør mig glad.
    Min glæde er det, som holder mig kørende og holder stresshormoner på afstand.
    Det kan være alt fra at fjolle, tegne, synge, skrive, se tv ⌈som også hjælper mig til at slappe af⌉, høre musik eller lydbog, eller større ting som at gå i biografen, være sammen med venner, ⌈se afsnit KOMMUNIKATION længere nede, om det at kommunikere⌉.
    Når jeg laver ting jeg holder af, fordyber jeg mig ofte mere, og jeg fjerner dermed fokus fra sygdom, hvilket er sundt for CNS, centralnervesystemet.
  • Går tur — og helst en længere, da det giver mig mest mentalt. Min tinnitus er ofte minimeret til det mindste, eller helt væk hvis jeg har været ude. Allerbedst er det, hvis jeg også har været lidt social. Sommetider er det nok at snakke med kassedamen i supermarkedet, andre gange er det på café med min mand eller venner. Det hører også med til det at stimulere sanserne.
  • Jeg mediterer
    Det er ikke altid let at meditere, da det indimellem kan virke som overstimulering, da hjernen bliver stresset af tanken om, »nu skal jeg slappe af«, og så kører tankerne og evt. bekymringerne rundt i hovedet. Evt. laver jeg et time-in et par minutter. Det kan være nok.
  • Da det som sagt kan være svært, at slappe helt af, og trække vejret dybt, laver jeg ofte fokusering øvelser i stedet. De gør det en hel del lettere at få hjernen i ro. ⌈Dem laver jeg også indimellem, hvis jeg er ude offentligt, og jeg kan mærke mit system drejer i den forkerte retning⌉.
  • Hvis jeg ikke decideret mediterer, altså hvis min hjerne ikke kan kapere det, sidder eller ligger jeg og hviler mig 15-45 min, én eller flere gange efter behov, og lader tanker være tanker. 
  • Jeg motionerer ca. 30 min. hver dag. Med pilates elastikker, gymnastik, knæøvelser, samt begrænset yoga.
    ⌈Der er fine øvelser for hjerneskades ramte, at finde på denne side — også for vestibulærsansen⌉.

I dag ved jeg, at jeg skal arbejde hårdt, [hver dag!⌉, hvis mit hoved skal blive bedre.

MIN, OG MIN MANDS REDNINGSPLANKE

I 2006 var jeg udsat for et voldsomt hjemmerøveri i Zimbabwe. Jeg udviklede PTSD og var meget påvirket i flere år efter. I den forbindelse ansatte jeg en mentor, som hjalp mig igennem den svære periode.
Allerede dengang vidste jeg, hvor stor en hjælp min mentor betød for mig, men også min mand i hverdagen. Jeg kunne læsse mine mentale bekymringer af på hende, og ikke kun på min mand. I en hård hverdag, er det ofte de nærmeste, det går hårdest udover, og min mentor løftede en kæmpe byrde. Desuden har hun hjulpet mig med strukturering, både i hverdagen, men også på den lange bane.
Da jeg i 2014 får langvarig hjernerystelse, har jeg igen et kæmpe behov for en hjælpende hånd til, at navigere igennem en tung sygdomsperiode.
Min mentor er desuden healer — og er igen, min mands, og min redningsplanke. Hun har, ved at have været der for mig så ofte som hun har, hjulpet os begge gennem mit sygdomsforløb, og har været en uvurderlig hjælp.

MIN, OG MIN MANDS REDNINGSPLANKE

I 2006 var jeg udsat for et voldsomt hjemmerøveri i Zimbabwe. Jeg udviklede PTSD og var meget påvirket i flere år efter. I den forbindelse ansatte jeg en mentor, som hjalp mig igennem den svære periode.
Allerede dengang vidste jeg, hvor stor en hjælp min mentor betød for mig, men også min mand i hverdagen. Jeg kunne læsse mine mentale bekymringer af på hende, og ikke kun på min mand. I en hård hverdag, er det ofte de nærmeste, det går hårdest udover, og min mentor løftede en kæmpe byrde. Desuden har hun hjulpet mig med strukturering, både i hverdagen, men også på den lange bane.
Da jeg i 2014 får langvarig hjernerystelse, har jeg igen et kæmpe behov for en hjælpende hånd til, at navigere igennem en tung sygdomsperiode.
Min mentor er desuden healer — og er igen, min mands, og min redningsplanke. Hun har, ved at have været der for mig så ofte som hun har, hjulpet os begge gennem mit sygdomsforløb, og har været en uvurderlig hjælp.

KOMMUNIKATION

Kommunikation og socialt samvær med andre var noget at det sværeste for mig at komme i gang med.
Kommunikation kræver 1⌉ du lytter 2⌉ du har øjenkontakt [oftest] 3⌉ du reflekterer over samtale, dvs. både hvad der er blevet sagt, men også 4⌉ hvad du selv svarer.
Disse 4 ting kræver at hjernen multitasker, og multitasking er særlig hårdt for en, især nylig hjernerystelse. En belastet og overstimuleret hjerne, der prøver at hele efter hjernerystelse.
Det tog mig et par år at lære at kommunikere og slappe af i andres selskab. For mig handlede det om, at øve i det helt små i begyndelsen.
10 min. snak, var hvad jeg magtede i starten. Det har jeg så trappet op stille og roligt. ⌈Og jeg lærte at undgå et YOYO-liv, som jeg kalder det. Se længere nede i teksten, hvad jeg mener med et YOYO-liv⌉.

YOYO-LIV

Der går ikke lang tid efter mine to hjernerystelser, før jeg finder ud af, hvordan jeg ikke skulle, eller rettere kunne leve længere.
At presse sig selv én dag, for så at tage følgerne og restituere de følgende dage, passer på ingen måde til mit rystede hoved.

Nærmere forklaret. Yoyo Livet, hvor man svinger op og ned i én uendelighed, prøver jeg så vidt muligt at undgå.

Til et socialt arrangement, stopper jeg inden jeg bliver for træt. Dvs. for et år siden vidste jeg at jeg ca. holdte til to timers socialt samværd. Så uanset, smed jeg gæster ud, eller gik hjem efter et par timer.
I dag har jeg trænet mig op til, at jeg kan klare 5-7 timers socialt samværd. ⌈Det kan afhænge af mange ting, hvor meget jeg kan holde til. Min søvn natten forinden, smerter, mentalt overskud/ humør, hvilke mennesker man er sammen med, og hvor mange⌉.

Det første år kunne jeg kun være sammen med få ad gangen, og sjældent.
Sås vi hjemme ved mig, og var der flere end 2, aftalte jeg, de ikke måtte snakke i munden på hinanden, og ej heller grine for højt.
Umiddelbart føltes det dengang lidt krævende at stille disse krav, men mine venner syntes det var rart at få nogle rammer, hvor det gjorde det lettest for mig, og de dermed med god god samvittighed kunne se mig, og jeg dem.

Det tog mig ca. tre år, at træne mig op til, hvor jeg er i dag. Og det er rigtig lang tid — men sammenligner jeg mig selv med, hvor jeg var for et år siden, er jeg jo kommet rigtig langt.
I dag kan jeg holde til store menneskemængder, samt larm i flere timer ad gangen. Og hvem ved, om jeg stadig kun kunne tåle få mennesker, i få timer, der ikke larmede, hvis jeg ikke havde trænet min hjerne op.

STØJ

For lang tid siden hørte jeg en neuropsykolog udtale, at man må vænne sin hjerne til livet igen, når man har langvarig hjernerystelse.
En hjernerystelse er et trauma.
Hjernen skal hele fra det chock, slag eller rystelse den har fået.
Rent faktisk også fået det fortalt af en neurolog til en konsultation. Han var blot ikke særlig pædagogisk anlagt, og da han sagde det til mig, havde jeg det på daværende tidspunkt så skidt, at jeg tog det som en fornærmelse.
Jeg troede ikke på, han erkendte hvor skidt jeg havde det, og i mine ører, lød det som om han sagde, Kirsten tag dig dog sammen..
Jeg blev voldsom vred, da jeg i forvejen var bundulykkelig over, jeg ingen ende kunne se på mine pinsler. Han skulle tage sig sammen, og læse op på hans fag skulle han. Det var mine tanker — I dag forstår jeg hans ord.

Én af bivirkningerne efter langvarig hjernerystelse, er en utrolig sensitivitet over for lyde. Fra små bitte bitte hvislen, til voldsomme og store lyde, kan være sønderrivende i et hjerneskadet hoved, og derfor er det svært at foretage sig noget som helst i livet. Livet er nemlig fuld af larm.

Dette blev jeg sidste år, altså i 2016 vanvittig træt af. Min manglende tilstedeværelse i livet, var kedeligt, ensomt, og næsten ikke til at holde ud. Jeg havde ofte tudeture.

Derfor måtte jeg arbejde på, at min hjerne kunne lære at leve med larm igen.

Flg. har hjulpet 90 % af mine støjgener.

Hver dag , ⌈i videst mulig omfang⌉ i 4-5 måneder, er jeg gået hen til en tung trafikeret bro i nærheden af min bopæl. Stående på broen, står man i et inferno af larm ⌈for et hjernerystet hoved⌉, vind, og rystelser når de ⌈mange!⌉, og tunge busser og lastbiler kører henover den.

På dag 1 startede jeg med 1-2 minutter, og øgede hver eller hver anden dag tiden, alt afhængig af hvordan jeg havde det.

Hjernen vil have ro, det er det rareste, og hovedpinen, svimmelheden, og alle de andre bivirkninger vil give hjernen ret. Hjertet og fornuften vil bede dig gå hjem, tage en tur i skoven, på stranden eller et andet roligt sted.

Nu gælder det så om, at fjerne fokus fra støjen. Man bliver utrolig påvirket både fysisk og psykisk. Stresshormonerne farer rundt, og de er virkeligt svære at styre.
Min mand og mit kamera hjalp mig de første mange uger med at holde fokus på noget andet end smerter og alle de andre gener.
Med kameraet tog jeg uendeligt mange billeder. Fandt nye motiver, nye vinkler, nyt lysforhold osv.
Mens hjernen blot var i larmen, og vænnede sig til det. Vænnede sig til verdenen, var jeg travlt optaget af hvilke billeder jeg fik med hjem den dag.
Hér er det vigtigt at holde fast i kameraet, eller anden distraktion du medbringer, og ikke give op. Lige så stille, måske efter flere forsøg, lærte jeg, at fokusere på det at fotografere, og fokus var væk fra støj og ubehag.

Evt. kan man også synge. Det har jeg også brugt. Ikke fordi jeg tænker andre bør nyde mit knap så store sangtalent, men fordi din stemme har du lige ved hånden, den kan fjerne fokus, og sang frigiver lykkehormoner, hvilket din hjerne elsker.

Tiden er det afgørende. Jeg var ved at give op efter 2-3 måneder, men er i dag glad for jeg holdte ved. På et tidspunkt vender det, og jeg mærkede en forandring. Jeg fortsatte endnu 1-2 måneder herefter, og jeg skal stadig sørge for, at der ikke går flere dage, uden larm.

I dag kan jeg høre høj musik, gå på en hvilken som helst café [også siddende ved siden af espressomaskinen], restaurant, eller andet offentligt sted, uden mit hoved bliver generet af larmen.

De første to år, brugte jeg Bose [støjreducerende headset] så snart opvasken skulle tages, hvis jeg var et sted med mange mennesker, eller jeg skulle køre i bil. I dag bruger jeg stort set kun Bose, når jeg kører i bil i mere end et par timer ad gangen, og det gør jeg for ligesom at være på den sikre side. Der er utroligt mange input når man kører bil, så min logik siger mig, det er hér jeg skal passe mest på, da mange input kan give mange signaler. Er der mange, kan de være svære at aflæse.

MAD OG VITAMINER

Jeg tænker kosten spiller en utrolig vigtig rolle for hele vores krop, og naturligvis også healing af vores hjerner. De sidste tyve år har jeg spist økologisk, for at undgå rester af kemi og gift.
Efter en hjernerystelse skal hjernen i gang med at hele, og uden gift klarer den det bedst. Det er logik at maden skal være sund,   antiinflammatorisk, og varierende.

Jeg undgår så vidt muligt:
 sukker  alkohol  forarbejdet mad og ikke ⌈for meget!⌉ kaffe.
Jeg spiser gerne:
– fisk – gerne årstidens grøntsager– årstidens frugt – avocado – ingefær – blåbær – ⌈lillafarvede frugt og grønt, har jeg læst mig til, skulle være ekstra godt for en hjerne, der skal genopbygges⌉ – nødder og frø – og alt i fuldkorn. 

Som vitamin og kosttilskud tager jeg: Fiskeolie, B-stress, Gurkemeje, Multivitamin, Magnesium, C-vitamin, og Zink.
Derudover tager jeg Silica og Probiotic, som hjælper på eventuelle tarmproblemer.
Desuden bruger jeg homøopatiske dråber Coffearon, ⌈som er min seneste og bedste opdagelse mod stress⌉, og Rebalance.

Charlotte Lillegaard Petersen har skrevet en vidunderlig bog om kostens betydning efter en hjernerystelse. Har du brug for inspiration til en omlægning af din kost, eller bare nogle skønne opskrifter, vil jeg anbefale dig at kigge ind hos Charlotte.

DAITH PIERCING

I maj 2017 fik jeg en daith piercing i venstre øre.
En daith piercing er et akupunkturpunkt i øret, man piercer med en stav, i første omgang.
Det er vigtigt man finder en piercer, der er uddannet indenfor daith piercing. Min piercer Michael, er uddannet i London.

Efter en samtale med en veninde, var jeg overbevist og sagde: Jamen så går jeg ned og får lavet den i morgen. Min veninde synes det var en hurtig beslutning, men dels havde jeg overvejet piercingen et stykke tid, desuden er jeg ikke bleg for, at kaste mig ud i alverdens ting, hvis det kan gavne mig. Hjælper piercingen ikke, kan jeg tage den ud igen – tænker jeg.

Inden jeg fik piercingen, skulle jeg udfylde et spørgeskema, hvor jeg bl.a. blev spurgt om jeg spiste ingefær og fiskeolie, da begge er blodfortyndende. Jeg kunne svare ja til begge, og det var Michael piercer glad for han vidste på forhånd, da mit blod flød ret så voldsomt.

Efter hvad jeg havde læst mig frem til, skulle det ikke gøre sønderlig ondt, at få denne piercing. Det passer altså ikke. Det gør vanvittig ondt i de ca. 20-40 sekunder det tager, at få staven sat i, og mens det står på, raser tankerne rundt i hovedet på dig, er det virkelig det rigtige det her? Er jeg blevet fuldstændig vanvittig. Jeg skamferer mit øre, og gennemgår dette smertehelvede..
Så er det ovre, og de første 15-20 minutter dunker det i øret, og tvivlen nager stadig.
Pludselig mærker jeg en lettelse i mit hoved, jeg ikke havde følt i tre år. Mit smil var fra øre til øre, og tvivlen forsvandt.

Overordnet set har piercingen taget ca. 75 % af mine voldsomme hovedpiner, jag, og migræne.
Jeg har stadig hovedpine, men ikke hver dag, og slet på et plan hvor jeg tænker migrænehovedpine — Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor meget den har hjulpet, og har ikke fortrudt piercingen ét eneste sekund.

Hvorvidt det er en god idé, at fiksere et akupunkturpunkt, har jeg været i tvivl om, men efter et halvt år med en kæmpe forbedring, er jeg ikke i tvivl om, det var det rigtige for mig. (Ny note, maj 2019: Jeg har snakket med en akupunktør om daith piercing. Han er hverken for, eller imod piercingen. Han kender mange gode eksempler på den virker, men sagde han, man skal have for øje, at med sådan en piercing, forsvinder akupunktur punkterne for evigt. Dvs man kan ikke tage piercingen ud, og tro punkterne vokser sammen igen. Huden vokser sammen, men brusken, og dermed aku-punkterne gør ikke.)

Det er vigtigt du efterfølgende holder piercingenehullet rent og bevæger staven, hver dag i nogle måneder. Uden brug af vatpinde, da de små bomuldsfibre let kan sætte sig fast i hullet, og betændelse. Jeg fik af min piercer udleveret mandelolie, der er mildt antiseptisk, og en pipette til at dryppe det med. Jeg brugte også lidt brintoverilte, da jeg fik lidt betændelse.
I dag vasker jeg blot piercingen godt, når jeg alligevel er i bad, og tjekker den grundigere ca. en gang om ugen, for puds og skidt.

Desuden fik jeg fortalt, at den “væg i øret”, hvor daith punktet sidder, der hvor piercingen skal være, ville være hævet i flere måneder. Det vil være forskelligt fra person til person, hvor længe.
Hævelsen skal man være glad for, da trykket på punktet virker bedst når det er hævet. Min hævelse forsvandt helt efter ca. 5-6 måneder.

Øret vil desuden være ømt, både at røre ved, men især at sove på. Det aftager efter nogle måneder.
Det kan måske lyde hårdt eller voldsomt, specielt i sovesituationen, men opvejet med hvor mange smerter piercingen tager, var og er det alle eventuelle gener værd, for mig!


VAGUSNERVEN

Vagusnerven har forbindelse til hjernen, maven og tarm, hjerte, lever, bugspytkirtel, galdeblære, nyrer, urinleder, milt, lunger, kønsorganer, spiserøret, luftrøret, ører og tunge.
Desuden styrer vagusnerven fordøjelsen, samt det parasympatiske nervesystem, der grundlæggende sørger for at de indre organer og systemer kan slappe af og finde ro. En velfungerende vagusnerve er derfor det optimale.
Derfor er det en god idé, at stimulere vagusnerven, hvis man føler sig udbrændt og træt. 

For nogle måneder siden hørte jeg en række foredrag med amerikanske læger og neurologerne, hvor en af dem fortalte, at stimulering af Vagusnerven er rigtig vigtigt, også ift tarmsystemet.
Han opfordrede til, at stimuleringen kunne ske ved at gurgle mund, virkelig voldsomt. Faktisk så voldsomt, at man kunne få kvalme af det. Jeg har prøvet det et par gange, og må indrømme, det er ikke lige mig. Min kvalme fylder rigeligt i mit liv.
Istedet fandt jeg ud af, at bøvser man voldsomt, kan det gøre noget af det samme, altså stimulere vagusnerven. Det er absolut ikke min mest feminine side jeg hér viser, snarere den brovtne havnearbejder.
Pointen er, uanset hvilken måde fungerer for dig, gør det. Det har hjulpet mig bl.a. ift. et bedre tarmsystem.

Synger, nynner eller mediditerer du, og mantraer du den dybe OM lyd, vil du også kunne lave vibrationer til vagusnerven.

Jeg ved nogle har brugt en osteopat. Dette har jeg stadig til gode, men vil sikkert afprøve det på et tidspunkt.

TAL OG TÆNK PÆNT OM HJERNEN

For første gang i mere end 3 år, var jeg i biffen i sommers. En ret pludselig indskydelse, fik mig til at sige, det kan jeg da godt.

Da den “første larm”, efter reklamer kom, fik min hjerne et chock. Alt i mig skreg, KOM UD HERFRA.. Jeg tror sådan set ikke det var så meget larmen, som chokket min hjerne reagerede på.
Det begyndte med jag i hovedet, og lidt rysten i kroppen. Mine tanker blev til bekymringer om, hvorvidt det var en god idé, sådan at flintre direkte fra café besøg til bif-tur.
Så kom jeg i tanke om, at negative tanker, genererer negativt helbred, eller fodrer stresshormonerne.
Straks begyndte jeg at tænke positive tanker, og rose mig selv for at turde gå i biffen. Tænke jeg har en super sej hjerne, der kan klare at komme videre i livet, og gøre de ting jeg har lyst til.
Det tog lidt tid, måske 30-45 minutter, men lige så stille mærkede jeg smerterne og ubehaget forsvinde. Filmen kunne jeg nu give fuld opmærksomhed, og jeg nød det. Faktisk uden at tænke så meget over jeg nød det.
Så jeg nåede næsten i mål, med en hel almindelig tidlig aftenforestilling. Stort!!

Det med at skulle tale og tænke pænt om sin hjerne, er også noget jeg har skulle vænne mig til.
Taler og tænker jeg grimt, fodrer jeg mine stresshormoner, og det skal jeg undgå.
Men, hvordan kan man tænke og tale pænt, om noget, der har ødelagt éns liv?
Sådan tænkte jeg de første 2-3 år.
Jeg har naturligvis indset, at jeg var ude for et uheld, og min hjerne fik et traume.
Det havde i virkeligheden ikke været anderledes, end hvis jeg havde brækket benet — blot en hel del lettere.
Havde jeg brækket benet, havde hverken jeg, eller nogen andre forlangt, at jeg skulle løbe en maraton få uger efter jeg havde fået gipsen af.
⌈At jeg aldrig kommer til at løbe en maraton, da jeg er kørestolsbruger, er en hel anden historie⌉.
PCS’en har heller aldrig været en gave, der skulle få mig til at stoppe op på livets vej. Den har været et pokkers uheldigt bump på min vej, og jeg er nødt til, at behandle den så nænsomt som muligt, så min hjerne bliver rask igen.
Heldigvis er jeg godt på vej.

HER OG NU, OG SÅ ER DER JO FREMTIDEN

Nu kører jeg på mere end 3,5 år med PCS. Hverdagen er langt fra let, og jeg kan roligt sige, hver dag er en kamp. Langt det sværeste ved PCS er uvisheden. Uvisheden om livet, nogensinde bliver sådan helt normalt igen. Et liv med PCS, er en kamp. Med PCS aner man ikke, om man er i stand til noget som helst, før man står i situationen.

Trods usikker fremtid, tænker jeg alligevel jeg har fundet et lejde, ⌈til tider lidt ustabilt⌉, men udstyret med nogle retningslinjer, der gør jeg kan have en nogenlunde hverdag.

Jeg har en nutid — og jeg er og bliver optimistisk syg, med en overbevisning om, en bedre fremtid.

__

Alt det bedste til dig, uanset om du er syg eller pårørende. Jeg er selv begge dele, og det er hårdt. Vi må hjælpe og guide, hvor vi kan…
Jeg håber mit skriv kan hjælpe dig.

Lonely Planet – tilgængelige rejser verden over

Det handler om tilgængelige samfund

Et godt samfund er indrettet så vi kan handle og agere på flere forskellige lag. I realiteten er det indrettet for de fleste mennesker. Uheldigvis vil der altid sidde en gruppe mennesker, som føler sig overset og glemt.

Med et handicap er der ofte forhindringer, store som små. For nogle er det ganske ubetydeligt, mens det for andre kan være enden på noget, inden det er begyndt.

Med et handicap i bagagen vil der være forhindringer mange steder. Er man født med et handicap, er det noget man er vant til, men stadig et irritationsmoment, da man gerne vil være så uafhængig af andres hjælp, altså være så selvhjulpen som muligt.

Derudover ønsker handicappede sig nøjagtig samme frihed til, at kunne bevæge sig rundt i enten sit eget samfund, eller på rejser verden over.

© AArhusPilot.com | Kirsten K. KesterSpottet af Lonely Planet

Lonely Planet hjælper

I 2016 startede Lonely Planet det de kalder World accessible travel online resources – altså tilgængelige rejser verden over.

I den anledning får Lonely Planet øje på Aarhus Pilot.
Aarhus Pilot er min tidligere blog, om god tilgængelighed i Århus. I dag er bloggen fusioneret med denne blog, Mit Livs Rejser, og du kan finde indlæg hér på bloggen, under hashtagget God Adgang.
Glad er jeg, da Aarhus Pilot er at finde på Lonely Planets database, over hjælp til flere tilgængelige rejser rundt i verden.

Lonely Planet skriv @ Kirsten K Kester | MitLivsRejser.com
Lonely Planet skriver et par ord om Aarhus Pilot

Med livet i bakgear

Joooh tak, det går sådan op og ned . .

Det er en sætning vi alle kender.

Livet kører aldrig i en snorlige linje. Alle oplever knubs og modgang, og kender til livet er hårdt, en gang imellem.

For en gruppe mennesker er dette en gang imellem, en barsk og næsten uhåndterbar hverdag, man aldrig har fri fra.

Når alvorlig sygdom træder ind i et menneskes liv, er det meget få ressourcer man har til bekymringer og hensyntagen til andres liv, spørgsmål, og bekymringer. Fokus bliver sat ind på helbredelse, og løsninger til, hvordan man bedst, og hurtigst muligt, bliver rask og kommer ud af det fangenskab, sygdommen holder én i.

Ét af de større problemer med alvorlig, eller langvarig sygdom er, (udover sygdommen i sig selv, naturligvis), sygdom er en bestialsk grovæder.
Sygdom fortærer grådigt, hvor meget man end kæmper imod, alle ens kræfter og energi. Sjældent opfører sygdom sig noget der tilnærmelsesvis er pænt, systematisk, eller skemalagt, hvilket fører til des flere frustrationer, tabt formåen og udmattelse. Ganske enkelt, er det skruen uden ende.

Når dette er sagt, ved vi godt omgangskredsen må plejes. På trods af manglende energi og udbrændthed, nurser den sygdomsramte omgangskredsen, (ikke uden grund).
Familie og venner har brug for en afklaring, (som den syge ofte ikke selv kender..).

Oveni forsikringerne til familie og venner om, det nok skal gå, (som den syge måske ikke ved om det gør..), kommer kedsomheden snigende, eller tabuer for nogles vedkommende.

STINE

For folk som er så alvorligt syge, at døden bliver et emne, er det en anden boldgade vi er ovre i.
Døden er bestemt ikke rar at tale om.
Hvorfor overhovedet tale om den?
Døden er er for de fleste skræmmende, at tale om.
Er det bedst vi undgår, at stå ansigt til ansigt med den? Det gør for ondt.

For Stine er døden ikke et emne hun blot kan feje af bordet. Stine lider nemlig for tredje gang, af kræft. Iflg. de danske læger er det denne gang en uhelbredelig kræftsygdom.

Stine er min venindes svigerdatter, og hun har givet mig lov til, at fortælle lidt om hendes historie.

Stine kæmper. Hun kæmper for en retfærdighed, der bør være alle forundt. Stine kæmper for livet.
Min venindes søn, Stines kæreste Titan, og sikkert en masse andre skønne mennesker, har brugt kolossal tid og kræfter på, at samle penge ind til, en forhåbentlig alternativ helbredelse, end hvad danske læger tilbyder, og sørge for Stine kommer til at være her i mange år endnu.

Én af pengeindsamlings projekterne var, en kæmpe koncert med kendte og mindre kendte kunstnere, frivillige som kokkerer, sætter lys og spot på diverse sangtalenter, sørger for folk har noget i glassene, osv osv.

Alt i alt, læser jeg på Stines blog, om et formidabelt arrangement, der overskygger alle hendes drømme og forventninger til, hvor meget folks kærlighed har givet hende.

Alligevel finder Stine skår i glæden, da nogle mennesker hun finder det indlysende møder op, vælger at blive væk.
Hvordan kan man fravælge sin alvorligt syge veninde på den måde? Stine undrer sig.
Hvordan kan man fravælge sin støtte til en person, der kæmper for sit liv? Hvad er vigtigere end livet?
Midt i al sygdom og fortvivlelse, om det nogensinde bliver helt godt igen..

HVAD KAN VI FORVENTE AF HINANDEN I EN SYGDOMSSITUATION?

Selv er jeg på ingen måder syg som Stine.
Langvarig hjernerystelse, ligger langt fra noget lægerne vil klassificere som en dødsdom.
Jeg frygter ikke dagligt for mit liv.
Min frygt kan handle om, om jeg nogensinde får et tåleligt liv igen.
Der findes ingen beviselig helbredelse for langvarig hjernerystelse, men en dødsdom får man ikke. Allerhøjest en sygdoms-celle på ubestemt tid.

Med min langvarige hjernerystelse er jeg syg på 3. år, og desværre kender jeg til flere scenarier, hvor det at snakke sygdom, eller tage stilling til situationen er utjekket.
Det er kedeligt, og på ingen måder sjovt i længden.
Jeg er fuldstændig enig. Sygdom er røvsyg. Sygdom er trættende, når samme historier bliver gentaget gang,  efter gang, efter gang.Men sådan er sygdom. Sygdommen tager ikke hensyn. Den gentager de samme kedelige mønstre om og om igen — især når man står med en sygdom, hvor der ikke findes behandling.

Sygdom er alt dette, og rigtig rigtig meget mere.
Den syge kan ikke holde fri. Sygdommen er til stede som et ondt mareridt, fra morgen til aften, 24 timer alle ugens syv dage.. engang imellem, år efter år. Der er ingen ferie fra smerter, opkast, udbrændthed, eller tågen rundt.
Hverken den pårørende, eller den syge finder det opløftende at snakke sygdom. Man bliver træt af sygdomssnak. Det gør alle, uanset, om man er den syge, eller den der står på sidelinjen.
Snakken kan bare være nødvendig, hvis forholdet mellem begge parter ikke skal glide ud i sandet.

Da jeg læste på Stines blog, hvordan andre menneskers fravær, skar i Stine hjerte, blev jeg berørt. Samtidig nikker jeg genkendende til følelsen af, at være alene. At være fravalgt. Sygdommen har hovedansvaret for dette rod, INGEN tvivl om dét.
Men kan det så ikke blive bedre?

Sygdom ændrer ikke et menneskes mentale behov for, at blive taget alvorligt, blive respekteret, føle sig elsket og værdsat.

AT VILLE HINANDEN

For nylig modtager jeg en besked, der som mange gange før, får mig til at stille spørgsmålstegn ved menneskers valg i livet.
Beskeden er fra en bekendt, jeg kun kender ganske lidt, men som jeg sidenhen får en kæmpe respekt for.
Til historien hører, at jeg har aflyst adskillige aftaler, da jeg er for skidt med mit hoved, min krop, mine øjne og alt muligt andet.
Jeg beklager endnu en aflysning, hvorefter hun fortæller mig, hun har læst om langvarig hjernerystelse. Hun forstår sygdommen er virkelig kompliceret , og svær at leve med. Derfor vil jeg altid have hendes forståelse.

Beskeden var i sig selv ikke så lang, men ordene er for mig, en kæmpe gave, og en respekt for mig som menneske.

_
I min optik, skal man være et ordentligt menneske .. derfor skriver jeg dette indlæg. Vi må alle blive dét bedre til, at sige til og fra.

Med sygdom følger et skrøbeligt sind.
Man har brug for ekstra meget omsorg — meget mere end man kan give.

Man skal som det mindste, vise en respekt for sine venner, sin familie, sin omgangskreds — alle fortjener respekt, også- eller måske især den syge har brug for det.

Ingen tvivl. Det er uhyggelig svært.

Der skal drages omsorg for begge parter. Den syge mister en aktiv tilværelse, den pårørende mister samvær med en ven eller familiemedlem.

Derfor er kommunikation, og samtalen utrolig vigtig .. min konklusion efter tre års konstant sygdom må være:

Tal åbent med hinanden, lyt hvad hver har at sige, afstem forventningerne.
Det er ALT for let, at ende ensom og skuffet, hvis kommunikationen dør hen.

Ønsker er svære at definere, hvis bivirkningerne fra sygdommen svinger fra time til time.. dag til dag. (Som det gør for mig).
Ligeledes er det så afgjort svært for den pårørende, at blive klog på, hvad der forventes, hvis hele livet sejler for den syge, og tingenes tilstand ændres.
Mine anbefalinger er:

  • Afstem forventningerne. Både den fysiske og mentale kontakt.
  • Det er en kæmpe lettelse for den syge, hvis den raske sætter sig lidt ind i, hvad sygdommen indebærer.
  • Fortæl gerne den syge, hvad der sker i din dagligdag.
    Vi syge ved godt andre har et aktivt liv — vi er kun glade for hverdagssnak, (det giver også et afbræk i sygdomssnak), og vide det går vennerne godt, er faktisk vidunderligt.
  • Ønsker den syge hjælp? Til hvad?
  • Hjælpen kan fx også være en støvsugning, en gryderet, eller noget helt andet.

Jeg anbefaler løbende kommunikation, eller opdatering, om man så må sige.

Dette indlæg er blevet til, da åbenheden omkring det at være syg, [som ikke har et liv], og den som ikke er syg [som har et liv] er svær for alle parter. Hvad skal man sige til den syge for, at hun ikke bliver ked af det? Personligt bliver jeg ikke ked af nogensomhelst spørgsmål vedr. min sygdom, tværtimod ser jeg det som et tegn på interesse.

For kort tid siden hørte jeg Ghita Nørby udtale:

Det bedste man kan modtage, er en skideballe – det er konstruktiv kritik, og gives hvis det er vigtigt.

Jeg ønsker ikke, at give skideballer.. men drømmer om en større kommunikation generelt. En større respekt, og interesse for hinanden.

Stilstand i mit liv

DRØMME OG EVENTYR

Mit liv skal helst være tætpakket med eventyr, drømme og oplevelser. Jeg har altid stræbt og knoklet for, at rejser, kunst og skriverier skal fylde mit liv, og til al held, kan jeg sige det er lykkes temmelig godt.

KØRESTOL OG HANDICAP

I modsætning til folks umiddelbare reaktion, har min kørestol aldrig gjort mig handicappet. Min kørestol- og handicap Arthrogryposis Multiplex, har sjældent hindret mine drømme, (og de har altid været, næsten astronomiske). Mit handicap, og kørestol er blot en del af mit liv, som jeg integrerer i mit daglige virke. I mine drømme og på mine rejser, er mit handicap sjældent en hindring.
(Den opmærksomme læser, har muligvis spottet, at jeg også taler for et samfund, hvor god tilgængelighed er en nødvendighed. Hvorfor gør jeg det, når min kørestol ikke er en hindring. Mentalt har jeg forsøgt hele mit liv, ikke at lade min kørestol hindre mig i ret meget, men præmisserne bør være i orden. Et sundt samfund, er et ligeværdigt samfund).

Utallige sygdomme har derimod påvirket min tilstand, medført stilstand, og hindret både min dagligdag, kunsten, skriverierne, og ikke mindst rejserne.

Flg. er et lille udpluk:

ENDOMETRIOSE

Siden teen årene har Endometriose givet mig afsindige smerter, og anledning til flere operationer. Det har fyldt adskillige år, da jeg først blev diagnosticeret i en sen alder.

HJEMMERØVERIET

Sammen med en ven i Zimbabwe, udsættes jeg for væbnet hjemmerøveri, i hans hus. Det foregik med machetter og pistol, og tog flere timer.
Foruden min vens og mine ejendele, bliver mit fundament i livet berøvet — min tiltro til mennesket smuldrer. Aadskillige år efterfølgende, har jeg det utrolig svært med PTSD, posttraumatisk stress.

Året efter min voldsomme oplevelse i Zimbabwe, er jeg tilbage som øjenvidne i en retssag i Zimbabwe, mod de to af de fire, der bryder ind. Det er en surrealistisk, og brutal oplevelse, der som en ekstra lille krølle på halen, ender med malariablodtransfusion, og lungebetændelse som stadig den dag i dag giver mig gener.

POSTCOMMOTIONELT SYNDROM

En portion lykke og held, er hvad jeg har øverst på min ønskeseddel. Det har været nogle hårde og barske år efter hjemmerøveriet i Zimbabwe. Det ligger tilsyneladende ikke i kortene, da jeg i maj 2014 nu også får langvarig hjernerystelse/ PSC (Postcommotionelt syndrom).
At jeg nu får PCS, betyder mit liv mere eller mindre, er sat på stand-by i flere år, og jeg er stadig hårdt ramt.
Det er benhårdt, og jeg kæmper stadig for at blive rask, og komme tilbage til livet.

Du kan læse mere om min tilstand- og stilstand, hvis du kigger flere af mine historier under Helbred.

Hovedrystende

I flere år skrev jeg på hjemmesiden HOVEDRYSTENDE, som var mit fri— og skriverum efter jeg pådrog mig Post Commotionelt Syndrom/ PCS, eller langvarig hjernerystelse, som det hedder på dansk. Siden handlede om mit liv, som der blev vendt op og ned på, efter jeg slog mit hoved og nakke et par gange.

Hovedrystende, som jeg ikke længere skriver på, handler om min hverdag med langvarig hjernerystelse.
Jeg skriver ikke længere på Hovedrystende, da jeg har valgt at koncentrere mig om denne blog, men der ligger stadig meget info om PCS, og det vil der blive ved med.
Nye indlæg om min tilstand, bliver skrevet på denne blog, under tagget Langvarig hjernerystelse

På facebook har jeg en side, hvor jeg deler lidt info engang imellem.

At have PCS, eller langvarig hjernerystelse, er en lang og sej rejse, som kort sagt er opslidende. Udefra set, er det svært at forstå præcis hvor hård en kamp man kæmper, da lidelsen, og følgerne heraf, er usynlige. Den manglende forståelse, og dermed også støtte, er indimellem lige så invaliderende, som selve sygdommen.
– som så meget andet, er dette nu også en del af mit liv, som skal stås igennem.

Måske du kan lade dig inspirere, hjælpes lidt på vej, finde trøst, eller på anden måde få gavn af min fortælling.

Tidlig forår i 2014, skvatter jeg i en bus, slår hovedet, og nakken. I midt maj, altså kort tid efter; slår jeg hovedet på vej ud af bilen.

Hovedpinen melder ret hurtigt sin ankomst, og er ikke i tvivl om, at jeg har fået hjernerystelse.
Heldigvis er jeg hjemme, og kan gå i seng med det samme.
Efterfølgende vælger at aflyse alle aftaler, i den kommende uge.
Det meste af denne uge hviler jeg, læser ikke, og ser ikke på skærm (tv. pc, mobil osv), og jeg får det faktisk OK.

Knap tre uger efter, er jeg på vej til en virksomhed, for at hænge min kunst op til en udstilling.
På vej hjem fra virksomheden; på vej ind i bilen, knalder jeg nu bagsiden af hovedet ind i bilen . .

Dette var så min hovedrystende lille fortælling om, hvordan jeg pådrog mig denne skrækkelige sygdom. Sygdommen, som jeg så gerne havde været foruden. Sygdommen, som berøver mig fra min frihed, sygdommen, som giver smerter, kvalme, hukommelsesbesvær, gør konfus, som dræber glæde, udtømmer for al energi, som får mig til at tvivle, andre på at tvivle. Sygdommen, uden en reel udløbsdato.

Siden marts 2014 har jeg haft det, som hedder Post Commotionelt Syndrom/ PCS, eller langvarig hjernerystelse.

I midt juli tændes der et lille håb. Mit liv begynder lige så langsomt at vende tilbage, og lidt efter lidt får jeg det bedre.

I juli har jeg en gruppeudstilling i Berlin, og jeg føler mig frisk nok til at tage af sted . . I samråd med min læge, som iøvrigt under hidtil forløb, ikke rigtigt har kunnet forklare mine blivende symptomer.
Med et løfte til mig selv om, at jeg vil passe ekstra godt på, ikke stresse, og ikke overgøre noget som helst.
Og, jeg passer faktisk særdeles godt på mig selv.

Alligevel bliver resultatet at, alt det gode jeg havde vundet, bliver ødelagt på vej tilbage til Danmark.
På vej i bil, mod Danmark, har vi netop forladt Berlin, da en ikke helt almindelig regn begynder.
Endnu inden vi har forladt forstæderne, vælter et skybrud ind over os, og det bliver ved i flere timer. Regnen kommer med en kraft, jeg har sjældent har set i Europa. Mest af alt, minder det om et tropisk regnskyl.
Efterhånden som tiden går, intensiverer regnen, og bliver værre og værre.
Inden for en halv time, står regnen flere meter +/- over jorden, (sådan føler vi det i hvert fald!)
Det værste skybrud jeg mindes at have set i Europa, sætter i gang og fortsætter i fire timer, til vi når den danske grænse.
Utroligt mange bilister, er bange for kørsel under de dårlige vejrforhold, og parkerer på motorvejen. Her og der.
For mig, eller rettere mit hoved, er det et sandt helvede.
Larmen er et inferno af torden, regn, lyn og hagl som hamrer mod bilen.
– det er øredøvende, og jeg mærker en panik sprede sig i kroppen.
En panik, der føles som alt går galt. Mit hoved kan ikke tåle larmen, og tanken om, at søge ly bliver svært, gør ikke situationen bedre.
Mit hoved og ører gør ondt.
Larmen, er ødelæggende for mig, og min hjernerystelse som var næsten ovre, spinger op som et åbent sår . .
jeg føler mig som fanget i en sardindåse, indhyllet og indespærret i uvejr og biler, der snegler sig af sted, uden mulighed for at komme væk fra den  VANVITTIGE  larm . . lyn flækker himmelen – tordenen buldrer som til en hæftig gang Safri Duo Played-A-Live (The Bongo Song), UDEN den fede rytme – alt imens regnen pisker ned fra himlen.
Forgæves og fortvivlet, forsøger jeg, at lukke lyden ude. Med tørklæder forsøger jeg, at dække mit hoved, øjne og ører – forsøger alt for at få lyden til at H O L D E   O P 

– intet hjælper . .

Medd PCS/ langvarig hjernerystelse har jeg haft, og har stadig de fleste af flg. symptomer:

  • hovedpine 24/7
  • svimmelhed, krydret med sådan en; nu  roterer rummet fornemmelse
  • kvalme og opkast
  • dobbeltsyn, samt sviende og ondt i øjne
  • høretab pga. tinnitus 
  • tolererer dårligt lys og støj
  • manglende energi, eller drænet som en karklud 
  • svært ved at huske ting og
  • manglende koncentration

og for at give den max gas, har jeg også PTSD, men det er en anden historie. .  

At have post commotionelt syndrom, PCS, eller langvarig hjernerystelse, er ingen skovtur, det lover jeg.
— men jeg er optimistisk syg, jeg venter bare på at blive rask . . 

Vingummi klædt Mercedes i NYC

ET UNDERLIGT SYN, SELV I NEW YORK CITY

I slutningen af ​​september drøner jeg rundt på gaderne i NYC, sammen med min mand Dieter.
Jeg har netop været til åbningen af ​​min kunstudstilling et par dage før, og spændingen og dejligheden over New-Yorker-stemningen bobler stadig i min mave.
Vi har taget bus 102 – metro 2 med et skift til The Highline; da jeg ser en vingummibamse bil . . og ikke en hvilken som helst vingummibamse bil, men en Mercedes vingummibamse bil . .
HVAD, hvad handler det om?
En fyr kommer over. Det er Guenther Siraky fra München. Han er ejeren af ​​denne fantastiske, men skøre vingummibamse bil. Vi taler i lang tid, og Guenther fortæller mig mange vanvittige historier om hans  vingummibamse bil, og hans kunstprojekt, der relaterer til dannelsesrejsende aristokrater i det 18. århundrede.

Guenther Siraky © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
Guenther Siraky og jeg

Her er nogle ord fra Guenther’s Great Art Project:

PROLOG: DEN HISTORISKE GRAND TOUR — DA DET AT REJSE; STADIG VAR ET KUNSTVÆRK I SIG SELV

— Følg sporene i den historiske Grand Tour vingummibamse bil

Grand Tour er starten på alle dannelsesrejser, og grundlag for moderne turisme.
Udover sønnerne af det europæiske aristokrati plejede kunstnere at rejse gennem Centraleuropa i det 18. århundrede.
Det var især englændere, franskmænd, tyskere, hollændere og amerikanere, der er interesseret i Grand Tour. Særligt yngre mænd i det europæiske samfund ledsages af en lærer, en protektor kaldet “bamse-leder”. Fra USA var kunstnere mest sendt fra New York til England, hvorfra de ville rejse rundt i den gamle verden.

KUNSTNERE PÅ DEN HISTORISKE GRAND TOUR

Michelde Montaigne, Thomas Coryate, James Boswell, Wolfgang Goethe, Thomas Cole, Hector Berlioz, Hans Christian Andersen, Claude Lorrain, Mendelson Bartholdy, Mark Twain, William Turner, Dominique Baron de Denon, Victor Hugo, Frederic Mercey, William Blake.

DEN HISTORISKE RUTE I GRAND TOUR *

New York – London – Dover – Calais – Paris – Köln – Heidelberg – Basel – Lucerne / St. Gotthard Pass – Milano – Venedig – Napoli (Pompeii) – Rom – Firenze – Verona – Brenner Pass – München – Paris – Calais – Dover – London – New York
* Ikke alle byer har været mål for hver Grand Tour rejsende

KUNSTVÆRKET DEN MODERNE GRAND TOUR — DA DET AT REJSE, BLEV ET KUNSTVÆRK IGEN (2007)

Den moderne Grand Tour i historisk fodspor
München – Heidelberg – Frankfurt am Main (IAA) – Cassel * – Münster * – Köln – Freiburg – Basel – Lucerne / St. GotthardPass – Milano – Padua – Venedig * – Verona – Bolzano / Brenner Pass – München

Guenther Sirakys car © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

Jeg er ikke helt klar over, om vingummibamse-bilen bil falder ind under kategorien “oplevelser i NYC” – Men jeg er vild med det sjove projekt . . !!

Tjek Guenther Siraky fra München ud . .

High Line i New York

KUNSTEN I GADEHØJDE

Når du oplever kunst på gaderne, afbrydes dine tanker, du ser dine omgivelser med nye øjne. Med et nyt perspektiv. Bygningerne, mennesker du møder, butikker du passerer. Alt ændres i lyset af kunsten. Din hjerne vil automatisk begynde at spekulere på andre ting. Flere forskellige ting, end hvis kunsten ikke var til stede.

High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

ET TILFÆLDIGT MØDE, BLIVER TIL (FLERE!) DEJLIGE OPLEVELSER

Et tilfældigt møde med en venindes søster, fører mig (bl.a.) til en tur på High Line på Manhattan.
Min forbløffelse er stor. Det er femte gang jeg er i NYC, og først nu ser jeg denne perle, der lydløst svæver hen over det ellers så travle Lower Manhattan. Den vidunderlige bro er en dejlig overraskelse.

Jeg tænker det er en gave NYC har. Man oplever noget anderledes, en ny bid af NYC ved hvert besøg.

High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

Uanset om du er til kunst, arkitektur, eller blot en ny oplevelse, er High Line stedet man tager hen. Jeg er til det hele, og kunne have brugt flere dage på, at nyde, tage panoramabilleder, være i stilheden, se New York City‘s spændende hustage, og i det hele taget få den her aha oplevelse af, at gå rundt 10 m. henover det travle Manhattan.

High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

THE HIGH LINE BLIVER TIL

Jernbanen The High Line bliver bygget i 1930’erne, som en del af et massivt infrastruktur projekt kaldet West Side Improvement.

Godstrafikken bliver løftet 30 fod/ 9 m. op i luften. Man fjerner dermed de farlige tog fra gaderne i Manhattans største industrielle distrikt.
Ingen tog har kørt på High Line siden 1980.
I dag er de tidligere togspor styret af Friends of the High Line, en medborger baseret, non-profit gruppe, der sammen med byen New York, arbejder for at bevare og vedligeholde strukturen som en offentlig park, hævet henover Lower Manhattan.

High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

STRUKTUREN

Hver del af High Line‘s jernbaneviadukt er ombygget til offentligt park. Dette indebærer ikke kun år med planlægning, og arbejde fra nogle af byens mest opfindsomme designere, men også mere end to års konstruktion pr. afsnit.

High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

PLANTE DESIGN

High Line‘s utrolige design af planter er inspireret af det selvsåede landskab, der voksede på de ikke-anvendte forhøjede jernbanespor i løbet af de 25 år efter, at togene stopper. Arten af stauder, græs, buske og træer blev valgt for deres hårdhed, bæredygtighed, tekstur og farvevariation med fokus på indfødte arter. Mange af de arter, der oprindeligt voksede på High Line‘s jernbanespor, er indarbejdet i parkens landskab.

En vidunderlig og overraskende gåtur gennem NYC — Er du i New York City, gå da ikke glip af  High Line

High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
High Line in NYC © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

Hjemmerøveriet

Rejser er noget vi normalt forbinder med sjove oplevelser, nye venner, god mad, og meget andet godt.. lige på denne tur i 2006, rejser min mand og jeg rundt i det sydlige Afrika. Flere gange bliver vi inviteret til at bo hos søde gæstfrie mennesker. Desværre gik det galt i Zimbabwe. 

Artikel i Berlingske Tidende © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester
My artworks from the exhibition at Herlev Kunstforening © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

Historien kommer til at strække sig over mere end et år. Berlingske Tidende skriver i januar 2008 flg. artikel, om episoden. 

Copyright: Berlingske Tidende d.19. januar 2008

Siwa, byen som forsvandt i regnen

DET TIDLIGERE LIBYEN

Tager du til det vestligste Egypten, kommer du til Siwa — en isoleret ørkenoase, kun 50 km øst for den libyske grænse i hjertet af egyptiske sandklitter. Her finder du Siwa; byen som mistede sit fodfæste i regnen. Historisk set er Siwa en del af det gamle Libyen.
Mellem de skyggefulde lunde og landsbyer i muddersten, snoede veje med æselvogne og motorcykler.

Kvinderne, som bærer burka, transporteres ofte med æselvogne, kørt af en ung dreng. Muligvis sønnen.

Byen Siwa rummer; en hemmelighed, kunne man kalde det. I modsætning til nabolagenes barske varme, og tørre områder, løber her forfriskende og krystalklare kilder, som et vidunderlig pusterum fra ørkenlivet.
Disse kilder betyder liv. Liv til mennesker, men også til planter. Byen har faktisk omkring 70.000 oliventræer og 300.000 palmer. En gave i dette ellers så barske område.

Siwa er også, som et skridt tilbage i tiden; en afspejling fra fortiden, Byen oser af langsomt liv. Et stille oase-liv.
I århundreder har den frodige oase kun sporadisk kontakt med karavane folk. Der foregik lidt handel, og lejlighedsvis kommer pilgrimme hertil, som søger det berømte Amun Oraklet.

SIWA, BYEN DER FORSVANDT I REGNEN

I 1926 kollapser byen. Husene, der dengang er konstrueret af sand, salt og mudder, blev bogstaveligt talt flydende efter et voldsomt regnskyl.
Berber byen Siwa, som dengang gik til grunde, mistede sin oprindelse, men har efterladt ekstraordinære ruiner. I den frodige enklave, midt i ørkenen.

Flere af de originale bystrukturer står stadig, er ganske let at se på en almindelig tur rundt i byen.

Siwas geografiske isolering har bidraget til at beskytte et unikt samfund.
Oasen adskiller sig derfor fra mainstream egyptisk kultur.
Oprindeligt var Siwa bosat af Berbere (nomadiske nordafrikanske stammer), og for ikke mere end et par hundrede år siden, var Siwa næsten uafhængig, og de lokale Berberes (Amazigh) sprog, dominerer stadig.